MetrOrd

Lise Andersen / www.lise –andersen.dk 
Nanna – et andet liv
TURBINE . Aarhus 2012
200 sider. ISBN 978–87–7090–828–3.
Vejledende pris : 229,- kr

Lise Andersens omfattende forfatterskab, bestående af romaner, digte, fagbøger og børnebøger,  er blevet endnu en bog rigere.  I bogen Nanna – et andet liv følger læseren pigen Nanna , der er født med en kromosomdefekt , fra hendes tidligste barndom til i dag, hvor hun er voksen.  Bogen behandler både Nannas sejre og de kampe som hun og hendes familie kæmper, for at Nanna skal få et godt liv.  Bogen bygger på virkelige hændelser . Den er blevet til gennem samtaler med Nanna og hendes mor .

Lige som sin forgænger , Vejen til Lee, er Nanna – et andet liv, en ”ægte Lise Andersen” :  Uden store armbevægelser fortælles der om  et menneske , der, ramt af alvorlig sygdom, er helt afhængig af sine nærmeste omgivelser .  Omdrejningspunktet er familiens og omsorgspersonalets forholden sig til det ansvar der pålægges dem i mødet med  den syge ;  men også den gode empati for en udviklingshæmmet og dennes sårbarhed og udsathed.    

 Nanna – et andet liv er en aktuel bog, fordi den offentlige debat i disse år ofte fokuserer på svage medborgere  og deres forhold i det offentlige system.  Det er derfor meget relevant at fortælle historien om  Nanna og hendes lange rejse gennem det offentlige system og hendes oplevelse af mødet med de [måske alt for] mange pædagoger og plejepersoner  i  forløbet.  Man forstår lidt bedre, hvordan mennesket Nanna  har  det med høje angstfremkaldende lyde; med at være sammen med mange mennesker . Hvordan hendes bogstavelige opfattelse af omverdenen kræver løbende særlig hensyntagen.

Bogen er ikke endnu et indlæg i den løbende debat om vores sociale systems utilstrækkeligheder, men en
case-agtig  fortælling om et menneske der ikke opfatter verden som vi andre. Om hvordan små ting kan ændre et anbragt menneskes livskvalitet til det bedre eller det værre.   Bogen hæver mit bevidsthedsniveau omkring handikappedes behov.  Måske ikke så ringe en bog at læse for en pædagog/lærerstuderende eller for forældre og pårørende til et handikappet menneske.  Her et af mange eksempler , der præcist viser en problemstilling der ikke har noget standardsvar:

Da Nanna er på tur til Holland med andre brugere plus pædagoger ligger hun i sit telt om aftenen og lytter til at pædagogerne fester og går over og spørger om hun  må være med : ” Du kan aldrig blive venner med os! Vi er faktisk på arbejde”. Hun blev stående , ligesom frosset fast. ”Tina har ret,” sagde Mikkel,  ” gå over til dem , du hører til . ” Men Nanna stod der, lammet, hun kunne slet ikke finde ud af at ruffe sig over til det store telt.

På den anden side har bogen mange eksempler på hvordan pigen Nanna bliver utrolig glad for anerkendende ord,  små tiltag i hverdagen på de forskellige institutioner og skoler, hun frekventerer.
Bogen kan risikere at  flytte ting og sager fra vores underbevidsthed og ind i vores bevidste tankevirksomhed.  Så læseren måske ser anderledes på Nanna, næste gang hun/ han møder hende.

Poul Høllund Jensen

30. marts 2012

februar 7, 2012

Forfatter:     Benjamin Lunøe

Forlag:         Forlaget Ostenfeld - ISBN 978-87-92690-05-0

Format:        Noveller, paperback, 208 sider.

 * * *

Det kan hænde, at man takker ja til en opgave for meget i forhold til, hvad man umiddelbart kan overkomme. Når man har svært ved at kende forskel på indbakker og udbakker, for eksempel, sker det at bogstakkene ramler i en pærevælling af forskelligheder og efterlader en uoverskuelighed på gulvet. Men, Benjamin Lunøes debut, En dag uden sol, ville jeg aldrig driste mig til at luske udenom. Dertil er opgaven for interessant. Det farlige i situationen består i, at jeg kender Lunøe ganske vel i forvejen, og dermed allerede har et vist indblik i mandens forfatterskab og stil. Lœs resten »

Forfatter:     Tina Henneberg

Forlag:         Selvudgivelse - ISBN 978-87-994455-0-9

Format:        Noveller/kortprosa, hardback, 89 sider.

 * * *

Jeg prøver som regel at holde bedømmelser ude af en anmeldelse, inden bogen er læst og tygget grundigt på. Men med hensyn til til Tina Hennebergs bog I Paradis får man ikke bank, vidste jeg rent faktisk ikke, hvad det var for en fisk jeg ville få med posten, så af hensyn til anmeldermæssig sindsro, tillod jeg mig lidt clairvoyance, da den drattede ind ad brevsprækken. Ud fra kuvertens størrelse og dens tyngde, kunne jeg begyndende fornemme, hvad der var tale om som bog. For stor og tung til at være en digtsamling. Formatet mindede mig faktisk på forhånd om coffeetable-bøger, selvom den virkede temmeligt smal i sideantal bemærket udefra. Brevkniven måtte afgøre sagen. Snip! Lœs resten »

Gitte Paracha Thorhauge : Amordfibie
Pris 150,-
Omslag: Ravn´art
Foto:T. Bjerregaard Petersen
Sats: Ravnerock
Tryk : One Way 2011
ISBN 978-87-92625-32-8
Forlaget Ravnerock
www.ravnerockforlaget.dk
 post at ravnerockforlaget.dk

I 1999 udgav Gitte Paracha Thorhauge sin første og stærke digtsamling , Ingentinghedens univers, der blev skrevet på de erfaringer og tanker hun gjorde sig under indtryk af sin kræftsygdom og det lykkelige udfald af behandlingen. Nu udgiver samme forfatter d. 23. september 2011 bog nummer to, med det iøjnefaldende navn Amordfibie. Mine opslag viser at betegnelsen amfibie bruges konkret om dyregruppen padder men også generelt om noget der foregår både i vand og på land, om noget der har flere eksistensformer . I titlen am – ord - fibie peges der endvidere på , at også ord kan have et dobbeltliv, gennemløbe forskellige faser.
Hermed er digtenes hovedtema slået an. Der er tale om transformationer: Fra vand til land, fra januar til december , fra foster til barn. Mange af digtene beskriver hvordan en livsform eller situation har kimen til noget nyt. Stærkest er symbolikken omkring vandet. Vand der presser sig gennem diger, et jeg der sejler væk på vandmasser, Nordkalotten der smelter. Vandet er dobbelttydigt og forbundet med fornyelse. Selvom jegets have ”står i vand til knæene” og jegets hjerte ”sprænges af strømmende vand” opstår der i de oversvømmede lunger ”et sammensurium af pilekviste/ hvor fuglene bygger rede” . Der er en kraftig optimisme i digtene. Både i den fysiske verden og i ordenes : ”Tankestreger/ binder / den gamle historie / sammen med den nye / Den døde /genopstår/ i en verden / af digtere og poeter ”
Der er mange paralleller mellem dyr og mennesker . I de sidste digte følger haletudsernes fugtige spor og ordenes elskovslyde hinanden ind i fremtiden; men ofte når mennesket længere end det rent biologiske og kommer ud af den ”våde” amfibietilstand ved hjælp af sproget . Efter beskrivelsen af en økologisk katastrofe hedder det at ”væk er alle ordene / og alle verdens breve opløses og bøgerne / forsvinder fra verden” ; men senere at ”den døde genopstår i en verden af digtere” og ” bogen åbnes af den rødglødende sol… ” . Digtet Forestil dig at være inde i en tidevandsbølge er et karakteristisk eksempel . ”Vandet fosser ind over dig/ dit hoved sprænges ” ; men ” så ved du pludselig at du er i den bog hvor ordene bor.” Digteren tror på ordenes evne til at forny. I indledningsdigtet får digteren forrang frem for maleren og musikeren og ironien rammer en anmelder der er bedst tilpas med en blanke ordløse side.
Denne anmelder er dog godt tilfreds med at siderne rummer ”ord”. Enkelte af de korte digte kunne nok med fordel være udeladt fordi de bliver for skitsemæssige og ikke bidrager til helheden; men digte som Regnvåde hermafroditter, Publikum vil have virtual reality eller Jeg svimler , bobler fint og stærkest står hvad jeg ville kalde ”katalogdigtene”, digte der følger et mønster så som årets gang, livsfaser fra fødsel og frem. Det drejer sig om Tiden orange,om det meget originale og charmerende I sneglefart, og det rebelske Faktor 40 , der alle signalerer sprogligt overskud og er overbevisende konkret sansede. Også et digt som Paradokser viser hvordan digteren topper når hun giver sig plads til at brede tankerne ud og fordybe sig.
Overbevisende konkret sanset virker beskrivelsen af snegle, haletudser, regnvåde hermafroditter, kønnet. Haletudserne som ”blævrende poser liv”; ”sneglene” der ” trækker slimede spor i september” ; jeget der
” vågner ved at du stryger mig over maven med tungen. Det føles som en snegl på fodrejse ”.
Der er tale om et robust og vitalt sprog der i høj grad klæder tematikken i digtsamlingen .
Langt hen ad vejen lykkes det forfatteren at komme ind under huden på læseren med sine tekster om amfibier i biologiens og sprogets verden ; derind hvor dobbelttilstanden bliver en sammentænkning af liv og sprog.
”Dans med din partner
… strik dit digt til en trøje.”
Jeg slutter med at citere digtet Det var frøernes nat, et digt der er karakteristisk for Gitte Paracha Thorhauges sprog og univers i denne anderledes bog med det usædvanlige navn og den totalt relevante fortside.

Det var frøernes nat
i juni
da du fødte dit barn
De kvækkede højlydt
og sang serenader
for hunnerne
der tudsede til
I august
kravlede de små
i hobetal
hen over engen
sammen med den lille
der lå på et tæppe
Du blottede din mave
der var helt flad
efter måneders strutten
Jeg samlede haletudserne op
og satte dem på din mave
De efterlod et fugtigt spor
da de hoppede ned
og forsvandt ind i november
som blævrede poser liv
i mudderet.

Poul Høllund Jensen

Forfatter:     Tobias V. Rose

Forlag:         Selvudgivelse

Format:        Digtsamling, hæftede sider i A5, 15 sider.

 * * *

Som regel anmelder vi efterhånden kun ret så veldefinerede bøger, formatmæssigt, her på redaktionen, og det er egentlig lidt synd. Mangel på tid og materiale kunne være et par af problemerne, så derfor er det et yderst friskt pust, når Tobias V. Rose sender sin komplet hjemmedyrkede digtsamling Sig noget hér forbi. Spørgsmålet er så bare, hvad det er for en fætter, og hvor højt man skal sætte barren i en anmeldelse. Lœs resten »

Forfatter:     Tine Schrøder Lunøe

Forlag:         Det Poetiske Bureaus Forlag - ISBN 978-87-92280-32-9

Format:        Digtsamling, paperback, 55 sider.

 * * *

Fra Tine Schrøder Lunøes hænder udkommer en digtsamling med et sikkert tag om stilen. 55 tekster på hver 55 ord.  SØVN er en alt andet end larmende samling tekster, hvad ansporer anmelderen til at dykke ned under muldlaget og finde ud af, hvad der egentlig er på spil. Er disse tekststykker netop kun det? Tekststykker? Lœs resten »

Forfatter:     Morten Ranum

Forlag:         Det Poetiske Bureaus forlag - ISBN 978-87-92280-31-2

Format:        Digtsamling, paperback, 63 sider.

 * * *

Morten Ranum vender tilbage med en opfølger. Han tager bolden op fra sin seneste udgivelses titel og løber med den. Fortsættelse virker skabt i samme ramme som Begyndelser. Hvis det står til troende, er vi oven i købet ovre i en trilogi, hvilket kunne være noget af en fornøjelse, for dem der holdt af charmen i Begyndelser. Lœs resten »

Forfattere: Jakob Pugflod Nielsen, Rolf Ljungberg, Kim Bruun Rosenmay, Christian Tanghøj, Claus Witt

Forlag: Æter

ISBN: 978-87-993568-0-5

Format: Hæfte, noveller, 42 sider

For en del måneder siden modtog jeg noget ganske specielt med posten. Normalt når selvudgiverlitteratur skal anmeldes, modtager man en bog. Men ikke denne gang. I stedet for modtog jeg et hæfte med titlen Sabotage. Ifølge forlaget er Sabotage et konceptprojekt, og ud af det er der kommet fem noveller skrevet af lige så mange forfattere. Som udgangspunkt fik forfatterne en overordnet beskrivelse af en begivenhed samt en simpel tidslinje. Omdrejningspunktet var en sabotagehandling udført af den franske modstandsbevægelse under anden verdenskrig. De fem noveller er meget forskellige, men for at være fair over for alle, vil jeg tage dem en for en.

Jakob Pugflod Nielsen: En drøm om frihed. Den første novelle i samlingen tager udgangspunkt i en af bagmændene bag den kommende sabotage. Hovedpersonen tænker mest på sin gamle ven Pierre. De to havde engang noget sammen, men nu er det løbet ud i sandet fordi Pierre, gennem sin påstand om at tale med de døde, er blevet dømt for mærkelig af det lille lokalsamfund. På en regnvåd nat, hvor hovedpersonen er på vej mod et møde, ser han pludselig Pierre på gaden, og det på trods af at der er udgangsforbud. En drøm om frihed er nok samlingens mest atypiske, da den undervejs anvender greb og midler, der ikke hænger sammen med en realistisk fortælling. Det får den også til at stå lidt alene i forhold til de resterende fire.

Rolf Ljungberg: Pierre Arminé. I anden novelle er vi kommet til toget, der bliver ramt af sabotagen. Vores protagonist (eller er det antagonist) er netop Pierre, og vi følger ham mens han sidder i toget sammen med nogle tyske soldater. Pierre er franskmand, men nazist og oven i det en stikker og spion. Han skal væk fra Frankrig, fordi modstandsbevægelsen har luret ham. Med sig bringer han en masse penge, gagen for at vende sig mod sine landsmænd. Pierre Arminé er måske samlingens stærkeste fortælling, da den er solid i sin opbygning og driver en smule gæk med læseren. Eneste forvirringspunkt er, at der i den foregående fortælling også var en person ved navn Pierre, og indtil omkring halvvejen er man ikke sikker på om det er den samme.

Kim Bruun Rosenmay: Hvad der hændte langs banen. Tredje novelle vender også bøtten, da hovedpersonen er en menig, tysk soldat. Begge hans brødre er døde i krigen og nu er han vagt på det sabotageramte tog. Handlingen udspiller sig over meget kort tid, og følger hovedpersonens kamp mod de franske modstandsfolk. Hvad der hændte langs banen er samlingens mest actionprægede og glimrer også ved at have en noget kynisk slutning. Novellen kunne måske anvendes i den klassiske snak om, hvornår nogen eller noget er terrorist og hvornår selvsamme er frihedskæmpere.

Kristian Tanghøj: Stålværket. I fjerde fortælling er vi tilbage på fransk side. Historien foregår på et stålværk, hvor vi følger en ung arbejders tanker. Under en normal arbejdsdag, lige efter sabotagen, ankommer en deling tyske soldater til værket, og stiller alle arbejderne op på række. De leder efter en eller flere, der har været med til sabotagen. Vores hovedperson er nok uskyldig, men spørgsmålet er om hans kolleger kan sige det samme. Stålværket er den novelle i samlingen, der har det metaforisk rigeste sprog, men handlingen er ikke særlig overraskende.

Claus Witt: En kvinde vender hjem. Femte og sidste fortælling finder sted en del år efter sabotagen. Hovedpersonen, en kvinde, var en gang forelsket i en af de mænd, der udførte sabotagen. Deres kærlighed blev forhindret, og i stedet blev hun gift med en engelsk major og flyttede med ham til England. Nu skal hun for første gang siden tilbage til sin hjemby, og vi følger hendes tanker, både dem hun har i nuet, og dem hun læser sig til i sin gamle dagbog. En kvinde vender hjem er en rigtig god ide til en sidste historie, der kan afrunde hele konceptet. Dog kunne slutningen af novellen med lethed være gjort længere og mere uddybende.

Sabotage er en konceptprojekt, og skal derfor vurderes ud fra helheden. Der ser jeg nogle problemer med hele værket. Selv om alle fem historier følger de udstukne spilleregler, og har titel af kapitler, får jeg ikke på noget tidspunkt fornemmelsen af, at det er én lang fortælling. Tværtimod står det mig meget tydeligt at det er historier fortalt af forskellige mennesker, og det medfører at læseoplevelsen ikke er flydende. I særdeleshed den første novelle skiller sig voldsomt ud fra resten, da den introducerer et overnaturligt element, som jeg tænker virker malplaceret i forhold til helheden. Læsere af Sabotage vil sandsynligvis være interesserede i anden verdenskrig, ikke i varsler og ånder. Det er de midterste tre historier, der hænger bedst sammen.

En anden anke er opsætningen. Hver novelle er stillet op i enorme tekstblokke, uden brug af indryk og i de fleste tilfælde ikke særskilte linjer til dialog. Det gør novellerne udflydende at læse, hvilket er ærgerligt, da det med lethed kunne være udbedret. Andre steder er der stavefejl og fejl i sammensatte ord, og det virker heller ikke så professionelt.

Ideen, eller konceptet,  bag Sabotage kan jeg rigtig godt lide. Det er fascinerende at læse anskuelserne af de samme begivenheder fra fem forskellige synsvinkler. Udførslen af Sabotage synes jeg dog lader en del tilbage. Som det også fremgår af hæftets forord, er det fem mennesker der har brændt for denne ide i lige så mange år, og hele værket bærer præg af at det netop har været et kæleprojekt. For udenforstående er emnet meget snævert og de individuelle forfatteres sprog og tilgang til historierne kunne stå stærkere end de gør.

Sabotage vil appellere til folk, der har en stor interesse i anden verdenskrig. For andre tror jeg desværre ikke at værket vil vække de store følelser. Sabotage kan købes via forlagets hjemmeside.

Anmeldt af A.Silvestri

Hov – vent et øjeblik
- lyrik og kortprosa fra 29 af Skandinaviens
talentfulde og aktive forfattere
www. DigteDK.com
1. oplag Juli 2011
pris 130,- kr.
Grafisk tilrettelæggelse og omslag : Jasmin S.
Redaktører i forbindelse med udvælgelse af digte:
Lonni Krause, Thurston Magnus, Jeppe Ottow
Columbine Support & Design og
Books on Demand GmbH, København, Danmark
ISBN : 978-87-992443-3-1
EAN : 9788799244331

Antologier er spændende, fordi de giver et bredere billede af en genres aktuelle tendenser.  En antologi med både debutanter og garvede bidragydere er spændende, fordi man har en fornemmelse af at være på opdagelsesrejse, af at møde det endnu ukendte.  Men først skal man jo lige lokkes indenfor.  Det er ikke noget problem i tilfældet ”Hov - vent et øjeblik!”  Jeg har sjældent mødt en forside der så opfindsomt og næsten hypnotiserende får mig til at række ud efter den medfølgende bog.  Den skælmskt charmerende amfibie med den suggestive røde pegefinger og de store intense øjne får det at sitre i tommel og pege for at vende det første blad.  

”Hov – vent et øjeblik ” rummer  29 forfattere  af begge køn og i alle aldre. Udvalget er foretaget mellem bidragydere til www.DigteDK.com . En proces der på samme tid må have givet de tre ovennævnte redaktører et enormt materiale at vælge imellem og en hel del svære valgsituationer.  Men hvis den foreliggende antologi  er repræsentativ for de mennesker der bidrager til Digte.DK. er den adresse bestemt et besøg værd !

Tematisk kommer  antologien vidt omkring; men bestemte temaer går igen i flere digte. Jeg tænker især på
”hverdag” ” digtene og digteprocessen”  og naturligvis ”forholdet til den eneste ene ”.   [Ingen digtsamling uden behandling af personlige relationer. ]

Principielt interessante er digtene , der forholder sig til skriveprocessen og dens produkter.
Hos Ellen Duvald kan både skrevne og uskrevne digte blokere for kontakt mellem mennesker : ”Jeg har vandret gennem de fleste/ af dine bøger/tavsheden mellem os bølger som siderne” ; ”mellem kroppene er der/ digte , jeg ikke formår at skrive ”.  Bo Lille og Benny Pedersen opfordrer til at erkende egne præstationer i det rette perspektiv .  Ikke plagiere som ”strutsjæle / (der) søger blandt navne / på kendte folks gravsten/ sig selv . ” (Lille).  Men heller ikke afstå fra at bruge store ord, for som Benny Pedersen  udtrykker det tankevækkende præcist : ” Stræb  altid mod / at finde de store ord/ Også du skal / efterlade spor/ blot lettere at udviske. ”  . Kjeld Madsen sætter spørgsmålsteg ved det at skrive  med følgende linier: ”jeg kunne jo selvfølgelig digte/   om sneens hvidhed og musvitten og dompappen ”  men ikke , ” på denne skrammede og arrede jordkugle/ hvor mennesket er det største trussel/ mod sig selv/ og pladsen som skønånd / blev alt for kostbar. ” I interessant modsætning til  Christian Marentius der ”ville dø for at kunne skrive om hverdagsliv” . Og i slægtskab med Robert Mørks:

Jeg flygter i nat
stikker af fra mit skrivebord
og de uendelige rækker af ord og sætninger
den lange kø af skrigende digte
som alle sammen vil skrives nu i nat
jeg flygter ud af en drøm
som påstår sig
en million gange mere virkelig
end virkeligheden selv.

Fint at der plads til metaplanet.  Til at rejse spørgsmålet : Hvorfor i alverden  skrive digte?
Hvad gør processen ved forfatteren ?   Sikke en studiekreds hvis emnet tas op til vinter !

Ved ”hverdag” forstår jeg almindelige menneskers  almindelige omgivelser og projekter som kommer frem i
Ashis skæve historie om at gå tur med hunden; Birthe Faarvangs snapshot af torvenes caféer; Nana Rømer Dorf-Petersens kommode der slænger sig og dør der dasker;  Christian de Groot-Poulsens cigaret , dyne , rude  , elpære og  Stella Hardøs novemberhave. Det som Marentius ville dø for at kunne beskrive. Det som Turell holdt mest af.  Det som vi tager for givet og derfor har brug for at få underliggjort.  Antologien har  en fin repræsentation af det vi er tilbøjelige til at overse fordi  vanen har sløvet sanserne.  Det er bl.a. derfor man skal skrive digte

Temaet  ”den eneste ene ” spænder her i samlingen fra Magdalene T.Hansens varme og enkle digt Uden grænser der bruger ordet ”hjerte”  naturligt overbevisende til  Hallgrim Hallgrimsons Penelope 2  med dets klassiske referencer og komplicerede symbolik og billedsprog.    Fint at historiens mest anvendte tema stadig  kan varieres uden tåkrummende læsertæer.  [ Jeg kan ikke få dem med , alle. Men : Blessing har en fin drømmesekvens kaldet store og små molekyle”, Sigrid Seehlenstein Graff følgende   linier  ”Du burde lægge mig/ fra dig ned i mit hår, darling/ varsomt og kærligt/ og lade mig være. ]

Det er mange højdepunkter  i  Hov – vent et øjeblik. Her  kommer  nogle af mine personlige favoritter, der   i øvrigt blot er eksempler  på bogens tekster.  

Hanna Brabrand:  Fis af:  Hvor jeg møder  hvad jeg med et hjemmekonstrueret udtryk ville kalde symbolik på et højt konkret plan. Jeg bliver helt indfanget af digtets beskrivelse af to personer hvoraf den ene graver et hul mens den anden ser til -  det siges ikke hvad hullet skal bruges til eller hvem de to personer er , men symbolikken er perfekt dvs. mangetydig. 

 Erik Helger : Fremtoningspræg; hvor det sproglige overskud springer i øjnene.  Der er ikke tale om en enkelte punchline men om en standard der holder digtet igennem . 

”  Og Jorden anede ikke
 at den var en brochure…..
Men selskabet mente
den ville ligge godt
 i turistens hånd
 som en netop udsprunget blomst. ”    

Hallgrim Hallgrimson: Penelope 2, der  er nævnt ovenfor.

Nana Rømer Dorph-Petersen:  Ser dig! ; Digtet skaber en diffus angst, beskriver et overvågningssamfund hvor truslen er lige præcis så ukonkret at man gyser.

 Ellen Duvald: 3; En flot sammensmeltning af konkret og symbolsk .  ” Jeg elskede dig som at få revet et plaster af ”  . Sådan !

Jasmin S : at lade et  punktum leve. Med fokus på ordet ”det”.  En hel, flot side holdes man hen med omtalen af ordet . Uden at vide hvad det dækker bliver man helt indfanget.  Skælmsk, ironisk, vedholdende.

Og så kære potentielle læser af Hov- vent et øjeblik.  Nu er det din tur til at gå på opdagelse efter eksperimenter med mange slags rimede digte og verseformer,  efter ekkoer af Christian Winther, Erik Strunge og J.P. Jac, efter samfundskritiske digte om hakkekød eller marcherende mørkemænd, kropslighed,  klassisk inspirerede temaer og ret og slet smukke digte.

Ps.  Jeg har modstået fristelsen til at google de enkelte digtere og dermed forhåbentlig undgået for meget støj på linien.

Forfatter: Thomas Strømsholt

Forlag: H.Harksen Productions

ISBN: 78-87-991767-6-2 (hardcover), 978-87-991767-3-1 (paperback)

Format: Hardback, noveller, 186 sider

Thomas Strømsholt (TS) er en mand, der gennem mange år har stukket ansigtet frem i diverse     antologier og blade. Han skriver for det meste horror, men tager også ofte ture over i science fiction. På grund af hans prominente tilstedeværelse i antologier, kom det derfor heller ikke som nogen overraskelse, da han fik sin egen samling på gaden. Den bærer navnet De underjordiske (DU), og den titel må siges at være passende.

DU består af nitten noveller af varierende længde. Dog er det sjældent at de individuelle fortællinger fylder mere end ti sider. Genren er klar horror, med den største undtagelse værende historien Heksen, der er mere socialrealisme. Netop denne historie skiller sig meget ud fra de andre. Det vender jeg tilbage til senere. Når jeg vælger genrebetegnelsen horror, tænker jeg på nogle af de tidlige eksempler på genren. For i TS’ fortællinger er der sjældent overdreven vold, der er ingen vanvittige mordere på strejf efter næste fix eller hob på hob af fantastiske væsner.

Den gotiske horror står for mange danskere lig med de engelske spøgelseshistorier. En snigende uhygge, en kold hånd, gardinet der blafrer i en umulig vind og hentydningen til noget dæmonisk eller overjordisk. Alle disse faktorer er også til stede i DU, og flere gange under læsningen slog det mig, at jeg ikke ville have tænkt dybere over det, hvis bogens udgivelsesår stod som 1910, fremfor 2010. TS formår at opbygge en klassisk, gotisk stemning i alle sine historier, meget gennem sproget, men i særdeleshed også gennem sin tematik.  Hvor TS’ historier virkelig divergerer fra den gotiske horrors norm, er i miljøet.

Næsten alle historierne tager udspring i de gamle, danske myter om de underjordiske. Elverfolket, der danser i natten, er hule i ryggen og lokker vejfarende til. Religioner der er langt ældre end kristendommen og strækker rødderne tilbage til bronzealderen og før. Ejerskab, der intet har at gøre med jura . TS har virkelig researchet disse fortællinger grundigt, og ofte er hans historier krydret med citater eller uddrag fra sange eller eksisterende værker. Netop den grundige research medfører, at man som læser lader sig føre med uden at stille spørgsmål. Det er som om TS i hver fortælling langsomt væver (eller nærmere fremmaner) et smukt mønstret tæppe i afdæmpede farver. Hver en tråd ligger som den skal, og man kan følge den tilbage om man ønsker.

Sproget er et kapitel for sig selv. TS er ufattelig dygtig med ordene, sine metaforer og vendinger. Det føles som om der er kælet for hver en detalje. Samtidig anvendes ord man meget sjældent ser i brug længere. Det danske sprog føles rigere efter hver endt fortælling, og det er en gave at få som læser. Med det sagt havde jeg dog en snigende fornemmelse af, at netop sproget for nogle læsere kunne være et problem. Det er ikke let læsning, og  næsten hver sætning er mættet til randen med superlativer og fremmedord. Derfor ser jeg ikke denne bog som noget, der bør stå i børne- eller ungdomsafdelingerne på biblioteket. Den skal stå solidt plantet ved voksenlitteraturen.

En ting ved bogen, som jeg fandt besynderlig, var de mange citater på latin. Tiden, hvor enhver var i stand til at læse og forstå det uddøde sprog, ligger langt tilbage. Det er ikke engang pligtigt i gymnasiet længere. Hvis TS vil være sikker på, at alle forstår grunden til at han netop bruger det citat, bør der være en oversættelse af dem alle bagerst i bogen. Ellers har jeg lidt svært ved at se, hvorfor de er taget med.

Novellen Heksen står for mig som noget af en speciel treat i hele samlingen. Den viser nemlig, at TS kan andet end den rene gotik. Det er en fortælling om Skt. Hans, men samtidig om en udvisning af en indvandrer. I den er sproget ikke det mindste vanskeligt. Den er direkte, med så klare symboler og metaforer, at der skal meget til at misforstå den. Efter endt læsning efterlod den mig med en frygtelig dårlig smag i munden og udfyldte derved præcis det jeg mener er essensen i al socialrealisme.

Bogen er lækker. Der udgives så mange bøger i Danmark, at det er en særlig fornøjelse at sidde med et eksemplar af DU i hånden. Hardcover, trykt på tykt papir og med hver novelles titel i en sirlig skråskrift. I skrivende stund udgives bogen også som paperback, men jeg tænker at den er ment som hardcover. Med historiernes specielle karakter, følelsen af fortid og lurende uhygge fungerer det blot på endnu et plan hvis værket rent taktilt stimulerer.

Som nævnt ovenfor udgives De underjordiske i disse dage også som paperback. Som en ekstra bonus vedlægges novellen Folket fra skoven i et særskilt hæfte. Dette gælder dog kun for forudbestillinger. Følg med i Thomas Strømsholts litterære færden på hans hjemmeside.

Anmeldt af A.Silvestri

Lise Andersen: Vejen til Lee.
Hæftet , 116 sider
ISBN 9788791519406
Forlaget Queenswood
Pris 129,- kr.

Toget glider ud fra en større tysk banegård og kører snart mellem grønne marker og spredte træer. En skoleklasse har indtaget de andre sæder i kupeen. De spiller computerspil, griner og råber , sorgløse, opslugt af nuet. Jeg tager Lise Andersens bog , Vejen til Lee op af tasken. Den handler om forfatterens kræftsyge søsters sygdom og død ; og der er flere fællesnævnere mellem togturen og bogen end de grønne marker på omslaget. Jeg kommer til at tænke på at det dybest set er den samme tilværelse, der strækker sig fra computerspillende skoleelever til et kræftsygt menneskes afsked med livet ; at selvom køreplanen er uforudsigelig , er afgang og ankomst uundgåelige.

Lise Andersen har et alsidigt forfatterskab bag sig, har bevæget sig i mange forskellige genrer; men Vejen til Lee er hendes første værk i dagbogsform. Projektet er dristigt. Det er fortællingen ”om min søster. Om de sidste fem måneder af hendes liv. Hun døde af cancer 65 år gammel.” Dristigt fordi ” det er en privat historie” , som forfatteren håber ”er blevet transformeret fra privat til personlig… kan give indsigt i de mange følelser, der hjemsøger én , når man skal tage afsked med en elsket person. ”

Hvorfor så de grønne marker , de computerspillende skoleelever i toget ? Fordi ”sorrig og glæde ” ikke ligger i hver sin kasse! Det slår mig , at trods tårerne og en søsters udmarvende sygdom er bogen ikke domineret af lange samtaler om døden eller om at være bange for at dø. Der henføres ofte til hvordan naturen fortsætter sin ustoppelige parallelproces . ”Den ro, det giver at vide, at der er noget, der gentager sig, hver dag selv om verden er af lave : hestene , der bliver sat på græs om morgenen… De små ting, der bliver vigtige…. Stille, våde, grønne dage i Lee.”

Og måske det smukkeste sted i bogen :” Emmys sjæl flyver roligt ud gennem trækruden. Ud i det våde, grønne forår.”

Det er blandt andet i denne rammesætning af sygdomsforløbet at det private bliver løftet op i det personlige . Men der er andre bidrag til processen. Det er godt at få at vide , at megen tid og omsorg bruges på løsningen af konkrete problemer, på at lindre smerterne , når et menneske ligger for døden ; lige fra : ” Især har det gjort ondt at ligge på det højre øre. Elna har lavet en lille rund pude af vat, som tager lidt af trykket mod ørets tynde hud. Yderst er der blød gaze…..” og til den større og større docering af smertestillende medicin.

***
En afgørende tyngde i Vejen til Lee [ I øvrigt navnet på den lille landsby i Midtjylland, hvor søsteren Emmy boede] ligger i dagbogsoptegnelsernes beskrivelse af forholdet mellem forfatteren Lise og søsteren Emmy. For den yngre søster , Lise, bliver Emmys sygdom og død udgangspunkt for en fortælling om bratte stemningsskift mellem glæde og sorg, mellem gråd og små bitte hverdagsting der hjælper med til at komme videre. Om selvbebrejdelse og usikkerhed. Om omsorg og kærlighed. Her fornemmer jeg at dagbogsformen er egnet, fordi den skrives i nuet og derfor har mulighed for umiddelbarhed og autenticitet . Man kan ikke redigere sine følelser , når man sidder ved en søsters dødsleje. Jeg citerer:

”Jeg vil ikke miste hende. Men det gør jeg jo. ” ”Jeg har jordbærkager med. Dem fik vi altid, når hun var hjemme på ferie fra Zanzibar. ”” På hjemvejen skråler jeg med på Leonard Cohens melodi…… Tænker , jeg lever, jeg er rask! Og får dårlig samvittighed. ”
” Hun er så smuk, selv om hun er så syg. Det lille trekantede ansigt , øjnene der fylder det hele. ”

Og indimellem en humor. Emmys bemærkning om begravelsen: ” Det, jeg er mest ked af , …. er , at jeg ikke selv kan være med. ” Om gravpladsen siger Lise: ” I får en smuk udsigt. ”

Bemærkninger indlejret i en verden af bækkener, morfin og opkast. Uden for de flestes erfaringsområde. Uden berøringsangst. En ærlig bog. En kærlighedserklæring til en savnet søster der slutter med ordene :
” Og jeg er brudt ud af den lukkede glaskugle, jeg har opholdt mig i siden Lee.
Men med en stor sorg indeni. Regn og rusk og ild i brændeovnen, kaffe i koppen.
Mon glæden nogensinde vender tilbage?
Da jeg går tur dukker agerhønen op i det spirende grønne…”

Poul Høllund Jensen 18. juni 2011

Der mindes fra Det Poetiske Bureaus side om, at der kan sendes bidrag til den sociale antologi indtil 30. juni, så det er nu pennen skal til at fattes. Information nedenstående: Lœs resten »

Forfatter: Brian P. Ørnbøl

Forlag: Darklights

ISBN: 978-87-992700-8-8

Format: Noveller, 95 sider

Det er en ældre sag, der denne gang er gået gennem mine øjne. Det handler om Brian P. Ørnbøls (BØ) novellesamling Himmelhotellerne (HH) fra 2009, og siden da har han udgivet to digtsamlinger. Men som alle ved kender litteratur ingen tid, så uden yderligere introduktion stryger jeg direkte videre til selve anmeldelsen.

Himmelhotellerne består af ni noveller, der alle er mellem fire og 10-11 sider. Hver novelle introduceres gennem en tegning, begået af Christian Juul Yssing, hvis streg er ganske atypisk og kantet. Genren kan mest betegnes som socialrealisme, skjult under et slør af fantastik. Eller måske er det slet ikke så skjult igen. I enkelte noveller tager BØ dog også læseren godt ved næsen, og drejer genrerne, så novellen bliver fantastik under et realistisk lag fernis.

BØ har sin litterære oprindelse i det lyriske, og det skinner meget igennem i hans noveller. Gang på gang fletter sproget sig sammen i uventede mønstre, der som regel glimrer ved deres fylde og kun sjældent føles prosaiske eller unødvendige. Et drømmeagtigt skær lægger sig nogle gange over historierne, i sekunder ved man ikke helt om dette er vores verden eller blot en der ligner. Man føler ofte, at man kender personerne, der er involveret, men så afslører de med et skæve, eller pludselige sider af sig selv. De bliver umenneskelige i deres menneskelighed.

Ligeledes har BØ en ting med højhuse og vand. Disse to genstande (eller er det begreber?) går igen. De har sågar fået hver deres novelle at boltre sig helt frit i. Højhuset kommer til sin ret i den fjerde novelle, Stendrømme, hvori en kvinde forsøger at komme ud af en enorm by, der simpelthen bare fortsætter med at fortsætte. Vandet er i frit fald i den sjette novelle, Vandflod, der bygger over syndflodsmyten og Guds straf af det syndige menneske.

På mig virker selve historierne i HH oftest sekundære. BØ forsøger igennem en kendt form at viderebringe læseren en stemning eller en fornemmelse, enten af genkendelighed eller surrealisme. I langt de fleste tilfælde fungerer det rigtig godt, og gør at man som læser trækker på skuldrene og ignorerer at mange slutninger er åbne. Et godt eksempel på netop dette er titelnovellen, der opbygger en sær stemning i en lille landsby, hvor en udefrakommende ganske langsomt forstår hvordan landsbyens indbyggeres virkelighed er opbygget, og derigennem tager sin egen forståelse af verden op til revision.

Men er det så noveller? Det er svært at sige. Den mærkat passer for mig ikke helt på samlingen. Historierne er for vævende, for skæve til helt at passe ind i den gængse forståelse af en novelle. Ordet fabel ligger mig langt tættere. Selv om BØ ikke anvender dyr i sine fortællinger, indeholder historierne nogle klare moraler, der til tider er både i et og to lag. Måske er det derfor, at novellen (nu kalder jeg det en novelle) Online ikke falder i min smag, da den i modsætning til resten af værket har et alt for forklarende sprog. BØ er bedst, når han lader ordene få frit spil og ikke ser sig tilbage.

Brian P. Ørnbøl er født i 1969, og har efterhånden en række selvstændige udgivelser bag sig. Samtidig har han optrådt i en håndfuld antologier. Digtsamlingen Sange fra Midgaard blev udgivet i 2010, og senere dette år (2011) udkommer hans nye digtsamling Syv på forlaget Valeta. Følg med på hans hjemmeside: Anmeldt af A.Silvestri

Forfatter:     Erik Kock

Forlag:         Forlaget Armé - ISBN 978-87-991532-9-9

Format: Samling af noveller/kortprosa, paperback, 104 sider.

* * *

Sangen Paper Moon er lidt af en evergreen, endog af en sådan kaliber at selveste Dan Turèll valgte at smide en noget sarkastisk dansk version af sangen ud på CD sammen med musikeren Halfdan E. Man tør derfor godt formode, at Erik Kock har fundet inspiration til sin debut i den gammelkendte sang om hvordan kærligheden kan transformere det overfladiske til noget essentielt. Lœs resten »

Forfatter:     Ricky Goldby

Forlag:         Forlaget Livslede - ISBN 87-994253-0-0

Format:        Novellesamling, paperback, 163 sider.

* * *

Helt ovre i en anden boldgade for novellesamlinger, end den jeg senest har anmeldt, finder vi Ricky Goldbys udgivelse Gothen Gert.  Jeg tror næsten ikke, man kan komme længere væk fra Sverre Kaels’ intellektualiserede og sprogligt polerede skrivelser end Goldbys tretten eksplosive udladninger om ungersvenden Gert og dennes prøvelser ud i at blive virkelig Goth. Goth bliver man nemlig ikke af sig selv, men kun gennem skarp træning, og Goldby fører os ind i universet med et glimt i øjet. Lœs resten »

Forfatter:     Sverre Kaels

Forlag:         Forlaget Armé  - ISBN: 978-87-991532-8-2

Format:        Novellesamling, paperback, 278 sider

* * * 

Sidste gang jeg havde fornøjelsen af at anmelde en bog af Sverre Kaels, talte jeg om den dårlige samvittighed anmeldere flager med, når de selv mener, de går for lang tid med en bog i hænderne uden at få sat ord på den. Således også hér.  Undskyldningen kunne sagtens være arbejdspres, stress, død i familien og generel livslede, og jeg ville sikkert have ret til at påberåbe mig alle disse undskyldninger, men sagen er såmænd mere, at det altid er en udfordring at læse Sverre Kaels’ udgivelser. Og således også hér. Lœs resten »

Forfatter: Sven Damgaard Ørnstrup

Forlag: Hexameter

ISBN-13:  9788799281008

Format: Roman, 341 sider

Da jeg var yngre, læste jeg en frygtelig masse fantasy, hvor forfattere som Tolkien og C.S.Lewis var blandt favoritterne, for ikke at glemme nogle af Dennis Jürgensens fortællinger. Men fantasyen blev lagt på hylden, og i de sidste 10 år kan de fantasyromaner jeg har læst, tælles på en hånd. En af de få bøger, jeg har læst indenfor genren er Sven Damgaard Ørnstrups (SDØ) Vraggods (VG). Bogen er første del i serien Abaddons Arv, men hvor lang serien bliver, er endnu ikke til at sige.

Fra bagsiden:

Det vidtstrakte rige Matinepia har længe blomstret under Atlefeldslægtens enevælde. Med oceanet på sin ene side og Daganrodsletten på den anden har landet skinnet som en ensom civilisationens lanterne midt i naturens og barbariets mørke. Men intet lys brænder evigt, og på trods af Kong Magni Atlefelds retskafne væsen breder fordærvet sig. Langsomt, men sikkert er landet ved at falde fra hinanden. Det er en tid med nat og blod. En tid hvor godt og ondt tørner sammen. Og let forveksles.

På samme tid rører en urgammel rædsel på sig. Endnu har truslens omfang ikke taget form for Matinepias indbyggere, selvom dens første forsigtige følere har lagt hele landsbyer øde. Fra en af disse landsbyer lykkes det tre unge mennesker at flygte, og snart må de stå ansigt til ansigt med verdens fortrædeligheder. Og ikke mindst dens fristelser.

VG er sat i et univers, der for mig lugter af en blanding af noget førmiddelalderligt, og noget middelalderligt. Den trækker på ressourcer fra både thane-princippet fra England, og vikingetidens bystrukturer. Hovedpersonen hedder Erik og er en ydmyg tømrerlærling fra en lille flække ingen har hørt om. Han lever sit normale liv, fyldt med slyngelstreger sammen med vennen Odd og en spirende forelskelse i vennens søster Marlen. Men det får han ikke lov til længe. I riget Matinepia brygges der ubehagelige miksturer med lige dele vold, forræderi og truende skygger på horisonten. Grusomme ting hænder, og snart må Erik se sig kastet ind i en verden, der ligger meget fjernt fra hans tidligere sorgløse liv. Snart finder han ud af, at riget er langt større end hans lille landsby, og at der er mennesker (og andre), der har deres helt egne dagsordener, som han knapt kan begynde at forstå.

Så langt, så godt. Det er en klassisk fantasy-præmis. Men SDØ formår alligevel at gøre VG til noget ganske særligt. Bogen kan virke en smule langsom i opstartsfasen, men det er kun på grund af, at SDØ kæler for detaljerne. Som læser bliver man hvirvlet ind i stemninger og traditioner, der spænder lige fra den korrekte optræden under en træningsduel til en omrejsende bardes historiefortælling. SDØ’s verden er meget, meget rig. Langsomt, men sikkert opbygger han et troværdigt samfund, der i første omgang ikke virker synderligt fantastisk, men som senere viser sig at indeholde magi, andre racer end mennesket og endog genstande og steder, der intet har at gøre med den jævne tilværelse, man først får åbenbaret. Det fungerer rigtigt godt, at man gradvist bliver sat ind i et andet univers og får fornemmelsen af, at verden er tæt ved helstøbt.

En del af SDØ’s succes med at skabe denne alternative verden ligger i sproget. Han har hevet gamle udtryk op ad posen, og anvender dem flydende, så selv om man ikke helt forstår et ord, kan man sagtens forstå meningen med det. Den lidt gamle tone, der stikker hovedet frem indimellem, føjer også til stemningen af en anden tid, et andet sted. VG er ikke overvældende fyldt med metaforer, men er utroligt levende skrevet, og man læser den meget hurtigt. Ligeledes er slåfejl og grammatiske fejl nærmest intet-eksisterende.

En af de få ting, der skæmmer bogen, er de sidste 50 sider. Som læser er man blevet vænnet til et adstadigt tempo med kælen for detaljerne, og hvor historien alligevel udfolder sig med god hastighed. De sidste 50 sider stod for mig lidt for hurtige, som om SDØ skulle binde for mange tråde sammen i for stor hast. Dermed ikke sagt, at de sidste sider er dårlige, for det er de langt fra. Jeg ville blot gerne have set dem spredt ud over 75+ sider i stedet. Det er ganske muligt, at den fornemmelse vil forsvinde, når man læser serien i dens helhed. Den anden ting, der er synd for bogen, er forsiden. Selv om illustratoren Christian Wilde Langballe tydeligvis er dygtig til at tegne, har han ikke formået at fange bogen i sin forside. Dertil er tegningen alt for statisk.

VG er fantasy for unge voksne og voksne, og det er en niche i genren, der har været sørgeligt forsømt de sidste 10 år. Markedet for børne- og ungdomsfantasy er overmættet, men for de mere modne læsere har der ikke været meget. Det har SDØ rettet lidt op på med VG. Jeg tror, at den vil kunne finde et bredt publikum, ikke mindst fordi den ud over fantasy-elementerne også besidder en realistisk charme, der til tider nærmest er antropologisk.

Sven Damgaard Ørnstrup er cand. mag. i Nordisk Sprog og Litteratur og Film og Tv, og er 31 år gammel. Vraggods er hans debut. Andet bind i serien, Aiglans Garde, lander på hylderne en gang i løbet af 2011. For at følge med i udviklingen, skal man blot klikke ind på hans hjemmeside.

Anmeldt af A.Silvestri

Forfatter:     Tage Aille Borges

Forlag:         Forlaget Armé - ISBN 978-87-991532-7-5

Format:        Prosatekster, paperback, 65 sider.

 * * *

En sporty lille sag af en bog fra Tage Aille Borges har fundet vej til de glubske anmelderkløer monteret på undertegnede, og som med den seneste fra samme kant (i samarbejde med Ejler Nyhavn), skal hovedet lægges noget i blød, hvis man skal læse sig ind på bogen. Konceptet bag bogen er en væsentlig del af kontrakten mellem forfatteren og læseren, og måske er det en god idé som læser at nærstudere den centrale præmis, før man kommer til at skrive under på noget, man ikke forstår. Hermed mine damer og herrer skal vi ind under huden på ERRATA, 1: Praksis, en genealogisk manøvre.  Hold da helt ferie, hvor lover den titel om noget mere. Lœs resten »