Cookie- og privatlivspolitik
Springskaller og D20′ere
Forfatter: Michael Kamp
Forlag: Books On Demand, 2006
Format: Roman, 199 sider
ISBN: ISBN-13 978-87-7691-127
En gang i løbet af sidste år, fik jeg tilsendt to bøger af Michael Kamp. Den første, Fordærv, anmeldte jeg i december. Nu er tiden kommet til at anmelde den anden. Tørre tæsk og springskaller: Bobs Saga 1 er titlen på den anden bog, og hvor Fordærvs setting var horror/splatter er vi nu landet i en ganske anden, nemlig fantasy. Genren har jo været gevaldigt populær, siden Hr. Potter gjorde rent bord, og til dels kører Tørre tæsk og springskaller med på denne bølge. Dog er der visse ting, som Michael Kamp har gjort anderledes i forhold til den mere gængse fantasy. Om dette så er godt eller dårligt, vil være op til læseren. Denne anmelder vil i hvert fald sige sin mening, efterhånden som linierne flyder over skærmen.
Inden jeg går videre med anmeldelsen, bør det nok nævnes at jeg har spillet rollespil i over 18 år. Netop denne bog tager udspring i en fantasy-verden, hvis lige man kender fra spillesystemer som Dungeons&Dragons, Drager Og Dæmoner samt GURPS. Og der er virkelig mange ting i bogen, hvor man kan se, at episoderne sandsynligvis er taget fra rollespilssessioner. Mange rollespilsgrupper taler om, at det kunne være sjovt at nedskrive de mange eventyr, de har oplevet sammen, men kun få får det gjort. Michael Kamp er en af dem, der har taget udfordringen op.
Fra bagsiden:
Bobs Saga: Tørre tæsk og springskaller er historien om anti-helten Bob Rotleaf, der vælger at drage på eventyr af alle de forkerte årsager.
Bevæbnet med sin enorme økse Lucy, en lomme fuld af sten og en flok venner, der er ved at slå hinanden ihjel oftere end fjenderne er det, drager han ud for at møde sin skæbne, score kropiger og blive berømt.
Dog besværliggøres hans mission af folk, der vil dræbe ham, kvinder, der vil bestemme selv og mænd i kjoler, der konstant skal blande sig.
Tørre tæsk og springskaller er første bind i serien Bobs Saga
Bagsiden siger egentlig, hvad det hele handler om. En gruppe eventyrere, monstre, skatte,missioner, guld og smukke kvinder i rustninger, der afslører mere end de beskytter. Og så kunne anmeldelsen egentlig slutte her. For handlingsmæssigt er der ikke mere at komme efter. Dog stopper jeg ikke her. For bogen har ganske andre kvaliteter, som bør fremhæves. Den første, og måske vigtigste er, at bogen er ret munter. Hovedpersonen Bob, dum som en dør, kan virkelig bringe et svedent grin frem på læserens ansigt. Visse aktionsekvenser i historien er drabelige, fast-paced og lige i skuret. Man fanger lidt sig selv i at sidde og heppe. Ikke til skyerne, men mere i sit stille sind. Sproget er godt, uden fejl eller mangler, og lige ud af landevejen. Man sidder aldrig med tanken om, at dette ikke er en bog udgivet på et forlag. Alle disse ting er på den klare plusside.
Der er dog også noget at sige på minussiden. Mange af episoderne i bogen er opstillet på en sådan måde, at jeg nærmest kan høre terningerne rulle. Polyhedronerne afgør meget i rollespil, og disse halvt tilfældige udfald af terningkast er meget tydelige. I særdeleshed er der et dødsfald i bogen, som jeg blot ikke kunne se logikken i. Personen dør, punktum. I en regulær fantasyroman ville der være en grund til at afslutte en figur. Og en sådan grund kan jeg ikke se her. Men samtidig passer det fint, hvis man tager rollespils tilfældighed med i betragtning. Personerne har også en tendens til at være todimensionelle og stereotypiske. Men om det er dårligt, kan jeg ikke helt blive enig med mig selv om. Hvis jeg ser på strukturen i den gennemsnitlige rollespilsgruppe, så er der mange stereotypiske figurer. Og er det egentlig ikke, hvad eventyr og fantasy handler om, når det kommer til stykket? Noget man på en måde kender, allerede inden man sætter sig til at læse bogen?
Jeg vil sige, at dette er en ungdomsbog, der rækker lidt ind i voksensfæren. Tørre tæsk og springskaller er ikke en dyb bog, der fordrer sjælsflænsende tanker. Men det er en bog, man er underholdt af, og som man faktisk læser videre i, indtil man når sidste side. Jeg vil sammenligne den med en god sitcom. Har man set de første fem minutter, så skal man lige se den færdig. Og så kan det godt være, at man ved hvad der vil ske - eller har en god fornemmelse af, hvad der kunne ske. Det ændrer ikke på det væsentlige: Man glor færdig. Og man læser Tørre tæsk og springskaller færdig!
Anden del, Bobs saga 2: Elvere og andre halv-trolde, udkom i december. Om den vil blive anmeldt her på Metrord, og om den kan holde stilen fra den første, er indtil videre uvist.
Anmeldt af A. Silvestri