MetrOrd

Forfatter:        Mette Norrie

Forlag:            http://stederne.blogspot.com/  

Format:           Illustreret bog med bunden ryg, 34 ark.

Mit navn har aldrig stået flottere. Specielt ikke på en kuvert. Ind ad døren er dumpet en polstret kuvert og med svungne streger, næsten mesmeriserende i deres snirklede rutiner, står mit navn noteret på forsiden. Inde i kuverten lurer den næste anmelderopgave, og man får næsten nervøse aninger ved at åbne den. Som om kuvertens forside lader formode, at fine linier vil begynde at vokse frem af kuvertåbningen efter et simpelt snit med brevåbneren. Det er den slags fornemmelse man sidder med.

Fine linier er der rigeligt af i Mette Norries selvgjorte projekt kaldet April. Ikke sådanne linier der vokser frem på skærmen som i musikvideoer, men linier udformet både i tegnestreger og linier med ord, allesammen bundet op i anmelderobjektet vi hér skal beskæftige os med. Mette Norrie har samlet sine skitser og ledsagende ord fra april måned og gjort dem til en støbt helhed kaldet April. Disse har været publiceret på hendes blog Stederne, og udgør på den måde en ret interessant og nyskabende form for udgivelse. Hvad enten man vil betegne det som en digtsamling, en artists book, en skitseblok, kunstdagbog eller et visuelt katalog er det gennemført gjort. Selve bogen er fysisk set sammensat af 34 ark illustrationer, arkene holdt sammen gennem huller i ryggen af et bånd opbundet i et par små sløjfer. En temmeligt skrøbelig men sjov konstruktion, som giver en ret skvulpende fornemmelse når man bevæger sig igennem den. Alle illustrationer er holdt i sort/hvid, formentligt tegnet med en slags tuschpen og teksterne er alle udført i ophavsdamens genkendelige formskrift. Eneste reelle information er titlen på forsiden og copyrightsnotitsen, ligesom der heller ikke er sidenummerering. En næsten nødtørftig løsning på hvordan man laver sin egen udgivelse, men absolut én der er charmerende. Vi bladrer i den.

”Der var tale om en misforståelse,” er første sætning man bliver mødt med, noteret med en næsten barnlig skrift. Sætningen står hævet en smule over en illustration på samme side, som synes at være masser af små stolper der samler sig omkring et vortexagtigt øje. Her ramler man hovedkulds ind i udgivelsens æstetik, som er meget krusedullet og bevidst skæv. Jeg mindes om albumomslag til nok så mange indieplader, med en minimalistisk streg og objektpræget symbolik. Man bladrer lidt og finder arketypiske objekter som togbaner og stole, tableauer som synes hentet ud af børns gemte skitsebøger og dét i en opsætning som kan virke næsten lemfældig. Jeg må tilstå, at jeg sjældent har set en æstetik ramt så rent indenfor rammerne. Teksternes skitsepræg illustreres stramt i billeder, hvor man ofte kan genkende brokker af teksten i dem (som nærmest er brokker i sig selv), men langt fra altid, hvad der ofte efterlader én mystificeret. Hvis man betragter April som en ren digtsamling, vil man nok blive skuffet, for jeg synes vi ovre i en anden afdeling. Teksterne virker konsekvent som om de er taget ud af kontekst, ofte har de en erklærende form, som igen vis-à-vis det barnlige indtryk man får, ofte bibringer et halvhjertet skær i sin erklæring (hvad der virker tilsigtet). For eksempel finder jeg en sætning som ”man kunne bilde sig ind at det var en plante” vellykket i sit balancepunkt mellem vævrende usikkerhed og overbevist fantasi. Lige i dén linie, sammenholdt med sin illustration af noget der ligner papirer der vokser ud af en papirkurv, synes man nærmest at kunne få indblik i en voksenverden gennem en barnlig ditto. Det kan være svært at adskille det infantile og det voksne i mange af disse sætninger, og det er nok i det spændingsfelt at teksterne fungerer bedst. ”Det var ikke nogens skyld,” kan snildt opfattes som værende både noget et barn kunne finde på at sige, noget et voksent menneske kunne erklære eller en voksensætning gentaget af et barn som en form for mantrapræget trøst. Teksterne får noget kontekst når man læser dem i rækkefølge, eller blot flere af dem tilfældigt i træk, men man skal ikke forvente et decideret narrativ med en handling eller noget der minder. Det vil være ret omstændeligt for de fleste personer, hvad de får ud af selve teksterne, som ikke særligt specifikt nagler noget objektiv fast. Man kan sige, at teksterne har samme vinkel som illustrationerne, al den stund at de ikke er præcise i deres objektivering, men nærmere en del af en løs æstetik, som især glimrer ved sit flimrende fokus.

Tekster og illustrationer giver tilsammen et lidt sørgmodigt skær, lidt på samme måde som når man nostalgisk skuer tilbage på tidligere tider. Illustrationernes meget krøllede præg virker som ikonografiske billeder af noget eksakt følelsesmæssigt, der blot har været for mange gange igennem hukommelsens tørretumbler. Den absolutte sandhed er blevet udvisket og vi efterlades nærmest med en art idealiseret drømmebillede.

Ingen tvivl fra min side om, at hvad end det er Mette Norrie har begået hér, så er det meget interessant og charmerende, samt fint og elegant pakket ind æstetisk. Det er ikke sikkert, at det her er alle folks idé om en god udgivelse, endsige de flestes, men den får et vældigt skulderklap herfra. Hvis man ikke synes illustrationer og tekst er for letbenede, eller retter sagt, hvis man kan skue ignnem det øverste lag æstetisk fernis, er der mere at hente i April, end man skulle regne med, når man først får den i hånden. Mig bekendt er der kun 30 eksisterende eksemplarer af udgivelsen, men det kan jo være den bliver genoptrykt. Måske man kan stadig nå at købe én via bloggen. Måske hvis man spørger pænt.

Dette indlœg blev postet den 11.09.2008. klokken 15:18 og er kategoriseret under MetrOrd anmelder, TM, bøger. Du kan følge med i svar via RSS 2.0 feedet. Du kan svare selv, eller trackbacke fra dit eget site.