Vær smuk og kæft op
Hvad: Udgivelsesreception for Quintologi.
Hvor og hvornår: Baghuset, Ballerup, 25. november, 2008.
Hvem: Deltagere i antologien Quintologi – lyrik og kortprosa fra 24 af Danmarks talentfulde kvindelige forfattere.
Quintologi, anmeldt i bogform tidligere på MetrOrd, førte udgivelsesreception for antologien ved et arrangement i Ballerup forleden. Før det kørte der en lang historie om et ambitiøst antologiprojekt, planlagt og udført primært af digterinden Jasmin S, et projekt der skulle samle nogle af de mest talentfulde kvindelige digtere og prosaister, man formentligt aldrig har hørt om i den brede offentlighed. Uha, for en skepsis der meldte sig i denne anmelders tungsind, da han første gang hørte om projektets grundlag. Mit spørgsmål da var ikke om, hvorvidt projektet ville skyde forbi, men mere om bolden ville gå ved siden af målet, over målet eller ganske enkelt punktere på vejen mod netmaskerne.Tillad mig at uddybe min skepsis. Den skal primært findes i min forundring over denne antologis præmisser. Hvorfor ekskludere mænd i et sådant projekt? Problemet kan opstilles ved at vende det om; stil dig selv spørgsmålet, ærede læser, hvad ville der ske hvis man en mandlig redaktør satte sig ned og lavede en digtantologi, der forbød kvinder deltagelse? Derudover, hvad ville det bindende element være i en sådan samling, udover at deltagerne i projektet delte køn? Et af spørgsmålene kan allerede nu besvares: Hvis man husker antologien Digte til drengene (redigeret af den allestednæsvise Lars Bukdahl), kunne man måske også anklage dén udgivelse for at være ekskluderende. Men, det er lige indtil det går op for én, at den digtantologi var rettet mod mænd der ikke primært brød sig om lyrik, og altså var et forsøg på at inkludere frem for at ekskludere. Dermed fremstår konceptet i dét måske mere mellemfolkeligt, med sit forsøg på at udvælge specifikke tekster, der kunne appellere til et bestemt publikum. Jeg vidste, det ville blive besværligt for mig at anmelde Quintologien i sig selv, uden at komme til at støde for meget til disse præmisser. Kort sagt, jeg tænkte pludseligt over, hvorfor man hylder kvinder for det, man skoser mænd for, nemlig eksklusivitet. Men, jo mere jeg tænkte over det, desto mere spekulerede jeg på, hvorfor mænd var så synlige i digtermiljøet. Jeg vil tro ni ud af ti livearrangementer på lyrikkens front mestendels er sammensat af mænd, de fleste forlag domineret af ditto. Mænd har en tendens til, med deres højtråbende, frembusende adfærd at dominere ting, og ikke altid på en hensigtsmæssig måde. Faktisk gik det op for mig, at jeg aldrig havde set en digtoplæsning, der fortrinsvis bestod af kvindelige oplæsere. Pludseligt synes jeg at kunne se en idé i Quintologiens projekt: Hvad hvis man stillede kvinder op i en antologi, senere præsenterede dem som oplæsere på en scene, hvor de ikke altid skulle vægtes mod mændenes kontrastfarve? Ville forskellene mellem de enkelte oplæsere blive tydeligere? Ville der vise sig større sprækker mellem disse forfatterinders individuelle forfatterskaber? Jeg synes, det var værd at finde ud af og satte kursen mod Baghuset og Ballerup. Tilbage til nutiden:
Til ingens store overraskelse: Den første jeg møder til arrangementet, viser sig også at være kvinde. Eva Kjeldsen, der deltager i både Quintologi og oplæsning, hilser venligt på mig. På det tidspunkt funderer jeg lidt over, om jeg er det eneste stykke hankøn til stede den aften. En traumastisk knæskade, før en volleyballturnering for herrer, landede mig i netop dén situation tilbage i folkeskolen. Traumatisk, mest fordi jeg var tvunget til at deltage i biologiundervisningen, som eneste fyr til stede. Nettoresultatet var, at jeg blev overraskende velvidende om den kvindelige mystik, mest den slags mystik der involverer hormoncyklusser og kropsvæsker. Heldigvis er denne aften relativt velbesøgt på herrefronten, adskillige ligner ikke engang sædvanlig medbragt familie, så der er næppe den store fare for, at blive ufrivilligt indlemmet i kvindernes frimurerloge (hvis læseren ellers vil tillade én sådan frygtsom betragtning). Godt er det også, at få sat ansigt på en del af personager, man mest kender fra internettets anonymitet, og i det hele taget er arrangementet jævnt velbesøgt.
Selve stedet ligner mest af alt en gammel pejsestue i et bondehus, og er ganske flot vedligeholdt med åbne stolper og spær. Belysningen er intim, tør jeg sige mørk, men stemningen lander et sted i en intim og hyggelig sfære. Der er en ret jovial stemning, og folk fylder fint på med både velkomstdrinks og sniksnak.
Det skal vise sig, at et overraskende repræsentativt udsnit af Quintologiens deltagere, læser op. Listen er hhv., Cindy Lynn Brown, Karen Stoltze, Dorte Flindt, Coral McDonnell, Sophie Klahn, Bianca Fløe, Emilie Ølgaard, og efter en pause, Nathalie Sheila Saltz, Wadum, Inge-Marie Ørner, Pia Valentin Lorentzen, Anna-Sophie Ellen Duvald, Eva Kjeldsen, Monica Bak Larsen og Jasmin S.
Værtinden Jasmin S. går på scenen for at at introducere aftenens oplæsere. Lyden går klart igennem, så der er kun få problemer med at høre Cindy Lynn Brown, da hun træder op på scenen. Et udmærket valg som førstedame, synes jeg. Hun virker godt inde i sit stof, og læser op med en klarhed og enkelhed, der er forbilledlig. Dorte Flindt debuterer som oplæser, som den slags går, med vanlige premiereudsving. Coral McDonnell pisker næsten-politiske manerismer frem i en dreven stil, temmeligt prægede af hendes over there-accent, men med god energi. Den unge Bianca Fløe giver den som dronningen af sex og død (og det meste imellem), og virker mere sikker i sine ting, end jeg husker hende fra tidligere, hvilket får materialet til at fremstå stærkere. Lige efter hende den endnu yngre Emilie Ølgaard, der blandt andet udformer sig i forskellige ordlege, i en, for mig at se, endnu ikke helt fasttømret stil.
Derefter en pause hvor der er lidt plads til at reflektere igen (nu da man ikke ryger og dermed i princippet kan blive siddende). Nuvel, det er noget af en omgang, at skulle holde koncentrationen igennem så mange forskellige oplæsere. Ikke nok med, at forskellen i stilarter er temmeligt stor (en fordel, hér), oplæsningstiden svinger også stærkt med de forskellige personer. Forskellen mellem de forskellige stilarter står rimeligt klart, men man bider mærke i, at der ikke er én oplæsning i uptempo, hvad der tvinger mig til et skærpet fokus på de enkelte detaljer. Krævende, og bestemt mere spændende end decideret underholdende. Jeg synes, man nogenlunde holder fokus igennem første runde, men studser over, om ens fokus vil vævre i anden.
Anden rundes første oplæserinde er Nathalie Sheila Saltz, der væver svævende elegancer med gentagelser og spinkle ord. Jeg ved ikke, om det er for opsøgt i sit virke, men det går igennem på en ordentlig måde, måske til dels fordi frk. Saltz virker inde i rollen på scenen. Næste oppe er Wadum, som læser filosoferende, nærmest eksistentielle tekster op, iklædt en lettere monoton stemmeføring. Dagens alderspræsident bliver Inge-Marie Ørner. Hendes oplæsning irriteres lidt af tilråb fra den trætte del af publikum, og det er synd, for jeg oplevede en udmærket, fortættet og hverdagspræget stemning i hendes tekster, omend de bliver oplæst med en noget bævrende stemme. Mere sikker stemmestyring er der over Pia Valentin Lorentzen og hendes afdæmpede, tilbagelænede stil, der sender nogenlunde samme signal, som når en person prøver at bære et fyldt glas vand gennem modvind. Aftenens mest intense oplæsning ser jeg som Anna-Sophie Ellen Duvalds, der med en blanding af finpoleret kontrol og ulmende nærvær, når ud over scenekanten. Eva Kjeldsens eksisterer i et helt andet univers, med et boblende flor i teksterne. Et sted mellem glædelig naivime og skizofren fantasi, noget der forekommer ganske unikt, men som næppe er alles smag. Monica Bak Larsen skifter endnu gang stilmæssigt gear, med tekster der emmer af centrallyrik, som til tider vokser vildt ud af papiret og ind i lytternes ører, til andre tider klamrer sig desperat til linierne. Ballet lukkes og slukkes af Jasmin S., som faktisk leverer den eneste verbale maskingeværssalve den aften, og lige da, synes jeg faktisk det var tiltrængt.
Det var aftenens femtende oplæsning, og det har været en glædelig oplevelse, omend mine ører føler sig en smule plyndrede. Når man kigger sig rundt i lokalet, har en del da faktisk også valgt at trække hjemad. Vi få håndfulde overlevende skyller oplæsningerne efter, og det er skægt, der faktisk er overskud blandt de resterende til at diskutere oplevelserne. Det er så hyggeligt, at der er overvejelser fremme, om vi skal fortrække til værtindens hjem, for at strække festen endnu længere. Trætheden er dog kommet først i mit tilfælde, og efter denne lange aften må jeg citere Jens Unmack, når han synger, ”der er et S-tog jeg satser på.”
Jeg ved ikke, om aftenen har gjort mig lidt mere istand til at se nuancerne i feminine digte, det tror jeg mest er et spørgsmål om fokus. Hvis man gider at lytte sig ordentligt ind på teksterne, vil man sikkert kunne hugge guldet ud de sten, der måtte være. Det har helt sikkert gavnet, at man gav kvinderne plads for en aften (og en bog), således at folk blev tvunget til at lytte sig til detaljerne. Det har helt sikkert vist, at der er glimrende spændvidde i disse feminine tekster og ligeledes disse forfatterinder, men jeg tænker lidt over, hvorfor der var så få, der valgte at skrue tempoet op. Det voldelige, det sprælske, det dorske og det åndssvage, var det til stede i aften? Er det bare sådan at forstå, at kvinder skriver kvindedigte, og mænd skriver mandedigte, fordi vi gør ting forskelligt som sådan, og måske vigtigst af alt - er dét en holdning, man kan leve med?
13.12.2008. at 16:53
jeg tror faktisk ikke selv på, at der er så væsentlig en forskel i hvad vi skriver, men jeg tror på der er en forskel i, hvordan det fremføres, bevist eller ubevist, smiler
tak for dejlige, dybe og grundige ord.
klem Jasmin
13.12.2008. at 17:54
Vi lever i høj grad stadigvæk i “mandens verden”.
Det er stadigvæk hans kultur, og ikke kvindens, der er den aktuelt bærende.
Dette vil altid sætte sit præg på både den måde tingene bliver formuleret- digtet på,- og den måde hvorpå den oplæsende digter bliver set.
Mænd er ikke så stærkt selvkritiske som kvinder, mænd kan lettere få succes selv om de er “skæve”, meget underlige eller sære.
Dette kunne jeg godt drømme om og arbejde på at gøre anderledes.
Jeg laver mine ting udfra et oplevelsesunivers der er meget atypisk.
Din beskrivelse er fin.
Nemlig!
Du har været meget nærværende og observerende, det er en stor glæde du har deltaget som lytter.
Tak for anmeldelsen.
13.12.2008. at 18:21
Jeg synes det er spændende snak det med mænd versus kvinder i poesien. Jeg synes at huske en lign diskussion for nogen tid siden. Her blev der skrevet om at kvinder blev bedre til at skrive når de var gamle og grå - men så var det for sent fordi kvinder også skal se lækre ud OG skrive med en erfaring som de gamle og grå - og er de gamle og grå er de som bekendt ikke lækre og så lugter de sikkert også.
Tænk bare på hvilken forfatterinde der vil trække mest: En Nicole Kidman-type eller en Birthe Rønn Hornbech-type (og her skal ses bort fra de film og den politik de to damer er kendt for - det drejer sig om alderen/typen). Og man må tænke på, at kvinder er oldinge fra de er omkring 30 - 100.
Mænd derimod er ikke særlig lækre når de er unge der er stadig for meget “mor vask mine strømper og klø mit hår”. Men pyt med det. Bare de bliver ved og ved med at skrive , de har tiden foran sig og ikke bagved sig hele tiden, som kvinderne har. En dag er de blevet til lækre mænd med sølvstænk i hår og desuden har de haft tiden til at finde “deres stemme” - de har en større chance for at “leve længere” i poesiens og forfatteriets verden, end kvinder fordi mænd springer ud når de bliver ældre. Mænds glansperiode ligger ca. fra de er 50 - 100.
Hader at sige det her: Kvinder vokser den anden vej - og desværre er de dumme som fluer når de er i tyverne selvom de svovler og syder over dette postulat. (Undskyld men nogenlunde sådan gik diskussionen rundt dengang den blev til for nogen tid siden og den skal naturligvis tages med en smule salt fordi ellers generaliser man jo og det giver ingen mening i sidste ende).
Desuden er der mange kvinder der er “bange” for at træde for meget i karakter - være højtråbende o.l indenfor poesien. De skal helst være de rene Smukheds-divaer som hvisker eller synger højsange om (NEJ IKKE MENSES og PONYER) noget halvfrækt helst - selv klummeskribenter er altid så lækre når de profilerer sig! Der er sgu ingen Elsa Gress (med respekt for Elsa, alså) der har et billede i URBAN fx (bare for at nævne en avis) under sin klumme. Det er hovedet på skrå og små smut med de små øjne - lidt kæk må hun godt være, eller den der “farlige” kvinde med øjne sorte som natten, skribenten, og hun skal kunne lide sko - men morgenhår og fiskemund er kun forbeholdt mænd og tegneseriefigurer - jo mere fiskemund og morgenhår mændene har - jo bedre. Og mange mænd synes også at de kvinder der møver sig frem i forfatteriets supermarked har en tendens til at virke hårde og ukvindelige - så hva dælen gør en kvinde!?
Men ok. En ny type “yndlings-forfatter” er kommet på banen indenfor mændenes domæne: Peter Lundin -og Bagger-typen. De er også ved at være eftertragtet af forlagene. Det sidste jeg hørte var, at en masse forlag stod i kø for at få lov til at udgive en bog med Bagger. Jeg synes det er ok at Blachman udkom på bog - han kan nemlig græde, så det.. - men så stopper festen altså også!
Der er også kvinder, der er lidt “skæve” og Bagger og Lundin-agtige - selvom kvinder altså ikke skærer deres mænd og børn i stumper og stykker og de har slet ikke den der økonomoiske know-how som mændene - så hvordan laver de en Bagger? Faktisk laver kvinder overhovedet ikke en Lundin eller en Bagger, fordi mænd ikke synes det ville klæde de søde chicks. Og kvinder selv synes nok også bedst om blomster, bier og skabs-sværmerier omkring de to ovennævnte nye “yndlingsforfattere”. Der skal være orden i biologien. Jeg kan ikke lige komme på nogen “skæverter” (kvinder) lige nu.. Anna Thygesen gælder ikke bare fordi hun var kæreste med Thorsen!
Tilbage til poesien.
I dag tænker jeg, at det mere er fordi vi tror på ovenstående ting, at poesiens Verden ser sådan ud som den gør den dag i dag. Er det fordi det forventes, at kvinder skriver kvindedigte? Og så går vi hen og skriver de her kvindedigte? Og ikke fordi - kvindedigte er da udmærkede - men der er stadig megen forventning fra herrernes side om, at kvindedigte kun omhandler ponyheste og menses og til en vis grænse lidt om køkken, oprør og uh, hvor bliver vi dårligt behandlet af de dersens kolde mænd. Forventningens klæde er ikke altid barmhjertig.
Fin anmeldelse, ja. God titel Thurston har fundet frem til sin live-anmeldelse. Det er nok med vilje at Vita Andersen dukker op i alle regnbuens farver (Hold Kæft og vær smuk).
13.12.2008. at 20:11
Jeg har faktisk tænkt meget over det der med at “finde sin stil” og ved godt, at jeg nok ikke helt har gjort det endnu, men ser også fordele ved det, da jeg stadig har tid til at prøve forskellige ting af og se, hvordan de virker. Så jeg følte mig ramt - men ikke på en negativ måde.
Det er også spændende med den kønsdiskussion, men jeg er nu en af dem, der tror på, at der er ved at komme flere “stærke” og “skæve” kvinder, som kræver, at man ikke bare betragter dem som kvinder, men som egentlige håndværkere. Et godt eksempel er sangeren og sangskriveren Annika Aakjær, som jeg selv beundrer meget. Hun spiller enormt godt og til tider lidt “brutalt” på guitar, og det blev i en anmeldelse beskrevet som, at hun spillede som en mand. Det synes jeg, er tankevækkende.
13.12.2008. at 20:32
Jeg må lige på banen igen: Rigtigt godt skrevet deroppe ovenover Lonni!
- Jeg ønsker ikke en fuldstændig enshed, men en udvikling for begge køn. De kvinder der prøver at fører sig frem som mænd på mændenes måder er i mine øjne umiddelbart karakterløse.
Hvorfor være brutal eller rå eller rappet i sin måde at være på, hvis den er imod ens natur,- eller hvorfor lade være hvis det ER ens natur. Både for mænd og kvinder.
Dog har mænd mere direkte potens til at føre dem sig frem, som sagt ligger det i deres natur.
Det ægte, det genuie, det sært anderledes, det er ikke noget nogen kan tage på sig og gøre sig til, det er noget ganske få er, selv om det hele i tiden blæses enormt meget op at være vanvittigt “in” at være original, så er virkeligheden meget en anden.
Den store betaling for ægte anderledeshed og særhed er ofte at være enormt uelsket og ensom, til tider bare kikset og antipopulær.
Ensom, miskendt og misforstået. Og bitter, sær, reagerende. Nogen gange ikke altid lige venlig.
Hvilken kvinde vil vedkende sig det, eller ikke prøve af alle kræfter at være mere hmmmmm,- skøn, blød, og vellidt?
Her er det,- også historiske set- altid nemmere for mænd i vores nuværende kultur der har varet ca. altid.
Men humoren, selvom den også kan være forskellig er grundlæggende og nødvendig,
ha, og det skulle komme fra mig…..
14.12.2008. at 13:14
Tak til hr. T.Magnus for en indlevende og god anmeldelse af åbningsfesten i Ballerup. Og tak for din analyse af kvinde- og mandepoesi og oplæsning af samme.
Lonni er også inde på noget væsentligt. Man kunne spørge : Er det virkelig rigtigt, at HYLSTERET på kvindesiden betyder så uendeligt meget, når en kvinde læser sine digte op ?
Man kunne spørge mændene : Hvad betyder en kvindes HYLSTER for DIN oplevelse af hendes digtoplæsning ? Ligeledes kunne man spørge kvinderne, om deres egen oplevelse af at stå på en scene og læse digte op ? Er det rigtigt, at æstetikken betyder alt, som Lonni er inde på ? Når det altså er kvindelige poeter, der læser op ?
Min egen oplevelse af Ballerup : Det var bevægende, faktisk, for mig at se jer kvinder in real life. Jeg har læst korrektur på jeres digte, og har måske prøvet at danne mig et billede af jer som mennesker. Så stod I der pludselig, oppe på scenen, som blomsten i Emilies hår, og skinnede med hver jeres farve, unge og gamle, tykke og tynde, stille og højtråbende, sårbare og …….
14.12.2008. at 15:33
jeg sidder og læser anmeldelsen og jeres indlæg her igen, og så sidder jeg og savner mænds mening – helt generelt om poesi og fremførelse. Hvad er det der vægter. Her er en bog med absolut superbe tekster, skrevet af en flok kvinder, der er tekster i alle afskygninger, korte lange, dybe, lette ja hele registeret. Som markedsføringsmenneske ved jeg at når det basale – det grundlæggende er så godt og så lækkert – kan man komme frem her i denne lille verden. Ikke én oplæsere springer igennem, ikke én har ikke den intensitet der skal til for at fremføre sine ting (ooh jo, nogen er mere nervøse end andre, men det høre med, og det slår ikke ud) – vi har allerede 3 steder der vil se os det næste år, tre steder som ikke er i tvivl om de kundskaber og den skabertrang der er lagt bag alt dette.
Og så sidder jeg og tænker, hvorfor så denne snigende forsmåethed der skinner ud af flere ting herinde – eller er det bare mig der ligesom læser det sådan.
Hvordan kan det være ? eller er det virkelig sådan ? At en stangstiv poet der dårlig nok kan finde rundt i sine egen tekster – er et ikon, eller en anden der af nervøsitet rasler så meget med sine papir at han overdøver egen stemme – uanset hvad han prøver, eller en hoppende poet – hvis tekster man absolut ikke kan få fat i (skyldes dette mon at de ikke er værd at høre eller hvad ligger til baggrund, jeg ved det ikke), kan være mere spændende en intensitet og nærvær ? Er det hip ?? For er det egentlig ikke bare det vi taler om. Hylstre – jeg tror ikke på man skal tillægge dette ret meget, når basis er i orden, tror jeg den lyttende, glemmer hylster, og dog så ser man dette fænomen, hvor hylster betyder det meste – og teksterne tillægges en 15årrig, hvis man da husker at lytte til teksterne, hmmm
Kvinder, bagud i dette aldersmæssige hierarki, naaa, jeg tror på at kvinder er langsommere starter, fordi de holder sig selv tilbage, er mere perfektionistiske – og har svært ved at tro på…. skal vi kalde det succes. Vi lægger også mere mærke til os selv (i form af jeg var nervøs, jeg følte) – vi snakker om disse ting (mænd hehehe’er dem væk eller tager en ekstra kop stærk et eller andet – men er IKKE mindre nervøse, eller dårligere) Nogen kan slet ikke tackle dette – er det så dem vi kalder de ”skæve” ”sjove” individer.
I sidste ende, får jeg så et meget mærkeligt spørgsmål op i mit hoved: Skal det være Cirkus, for at være godt ?
Og så kvinder, der forsvarer – forklare – og en enkelt prøver lige at pudse lidt på en glorien - jeg har….. (været med til ville være passende der)
Rejs jer kvinder, sæt jer ud over denne mærkelig diskussion om forskelle, hvil I jer selv (ung eller gammel, supersmuk eller almindelig), I er supergode nok, jo vi kan alle blive bedre, men ikke på mandlige poeters præmisser. På jeres præmisser og på publikums præmisser. Og der er en skærende kontrast i at måle sig med mandlige poeter – og så lytte til hvad publikum gerne vil se og høre. Det vil I opleve – også i fremtiden. Jeg har aldrig været til et oplæsningsarrangement, hvor jeg ikke bagefter er blevet antastet af publikum, der har givet rosende ord (og jeg anser IKKE mig selv – for særlig dygtig) og det uanset hvilke mandlig poet der også har været på scenen, og jeg er SKI ikke en mand, et menneske vil jeg kalde mig – med gode dage og dårlige dage.
Denne megen snak om forskel på kvinder og mænd. Gør vi den ikke bare til et eller andet, der skal være der – hvad nu hvis vi kom til at glemme den – og så bare var lidt bedre til at mikse oplæsere ved forskellige arrangementer – så der ikke var denne megen overvægt. Jeg har været til et par enkelte af sådanne arrangementer, og det fungerer fantastisk godt. For nogen herre ville det måske også hjælpe lidt på, at man så kunne holde lidt igen på indtagelse af ”nervøs dæmpende væsker”, og så virkelig opdage at man har tekster der holder. I sidste enden – er det teksterne der tæller, ordene på papiret.
Til sidst vil jeg sige, at holder mit mod og min energi til endnu en antologi og alt det der er fulgt med på denne, så vil denne antologi udelukkende indeholde mandlige poeter (hvis de da vil være med).
Hvorfor dog disse bøger, fordi der er noget unik over at lave noget, som er anderledes og interessant for publikum og læsere – og for at sprede lyrik og litteratur i Danmark på en spændende og interessant måde ved netop at tage ud og læse op. Og som på denne – vil absolut intet overskud gå i min lomme, Quintologi – støtter kræftramte børn og deres familie, for hertil gå forfatterhonorar.
tanker fra
Jasmin
14.12.2008. at 17:03
Hvor vill det da være fedt, om denne givende debat kom på digte. dk
Bare MIN mening. Så kunne digte.dk få lidt liv og nyt blod.
Og se så at komme ud af hulerne, I mænd, og giv jeres besyv med !
Det er sgu væsentligt, dét hér. Det handler IKKE om kønskamp, men om mennesker, der skriver. Ikke ?
14.12.2008. at 17:20
Lige et par tanker efter læsning af Jasmins kommentar:
Men hvorfor har vi svært ved at tro på succes?
Hvorfor holder vi os tilbage - og for hvem?
Hvorfor er det nødvendigt at være (mere) perfektionistiske end mænd er - og ER vi nu også det?
Det er vel de der forskelle? Er det ikke? Så hvorfor ikke snakke om forskelle - de er der jo. Forskellene mellem mænd og kvinder?
Mænd går generelt lige igennem kontrollen for “er-poeten-progressiv-nok”? Og det er han sikkert også, god nok, det er ikke løgn. Han går frejdigt på gløder! Så jeg fristes til at spørge:
Men hvorfor har mænd så let ved at tro på succes?
Hvorfor holder de sig ikke tilbage - hvem vil de vise sig for?
Hvorfor er det ikke så nødvendigt for mænd at være perfektionistiske - og ER det nu sandt, at de ikke er det?
Er mændene påfuglene der bare SKAL vifte med halefjer mens vi holder os tilbage og nurser familien. Går det helt derind? Er det noget ingen af os - mænd og kvinder - kan gøre for? Kan vi virkelig lære at være mere udfarende og kan mænd lære at holde lidt igen? Har hormonerne virkelig så stor en indflydelse på vore digte osv..Skriver vi med de brede hofteskåle og mændene med de svulmende muskler?
Jeg ser intet skidt i forskelle og føler mig ikke lille eller forsmået. Tværtimod er det spændende – det Thurston skriver i slutningen af sin live-anmeldelse – om kvinder versus mænd i Lyrikkens Verden.
Jeg kommer nok aldrig til at hvile i mig selv – men det har intet at gøre med eventuelle mænds eventuelle issues overfor kvinder der skriver lyrik om menses og ponyheste.
Jeg har ild i røven og med sådan en ild sidder jeg aldrig stille og hviler. Nuvel, jeg ved hvad du mener Jasmin, men jeg er helt fjong og meget glad for at ytre hvad jeg føler omkring de facts, at der generelt ER flere mænd end kvinder, der har succes i forfatteriets supermarked. Det er ikke fordi jeg jubler over de facts - men jeg jubler over den frihed jeg har til at skrive disse facts hér på MetrOrd.
Og mht forskelle: Vi kvinder skal jo også føde børn og lave mad mens mænderne skriver de lange dybe romaner. Hvis vi ikke gjorde det – så styrtede verden sammen OG så var der ikke én eneste bog i BILKA at spore til spotpris.
Jeg er i øvrigt da også et menneske hehe - og hold da op hvor det forpligter! Men jeg er stadig en smule (endnu) anderledes end mandekønnet, arbejder dog på at blive lidt mere i midten for både det ene og det andet køn. Måske får jeg et godt resultat ud af det om et halvt liv - og så kan det være jeg ikke kommer for sent til anerkendelse - og så glæder jeg mig i øvrigt til Viborg!
Kh
Lonni
14.12.2008. at 17:24
PS: Hey Poula, det er nu fedt nok at der er lidt debat her på MetrOrd også
vi får alt for lidt her, af den slags. Og så er det simpelthen også af egoistiske grunde at jeg vælger URBANs blogportal i stedet for digte.dk - fordi jeg simpelthen ikke har digi-signatur på Digte.dk mere - og heller aldrig får det.
Knus
Lonni
14.12.2008. at 23:12
Jeg har sgu hellet ikke digital signatur, og jeg gider slet ikke deltage i pubertetsdebatterne derinde ! Bortset fra det, ja, dét her er god debat om kvinde- og mandelyrik.
Corals forslag på frit forum om en evt. weekend (på Fyn ? Det ligger jo liiige i midten af det gabske land), hvor vi øver os i at få vores ord ud over rampen, er god, synes jeg ! Der skal blot findes et godt sted, og en underviser.
For nu har vi fået blod på tanden, takket være arbejdshesten Jasmin !
Kh Poula
15.12.2008. at 8:03
Ja, det der med en øver på Fyn er jeg med på!
Så ka vi også gi hinanden kritik o.l - sig til og jeg vil dukke op uanset..
Kh
Lonni
PS: Pyt med pubertetssnakkken - den er da kær nok
Men jeg gider ikke Digte.dk af helt personlige grunde som kun 1 ved.
03.05.2009. at 11:58
jeg er bare ikke dér hvor alt skal være quindelyrik. Bøger skal være ekskluderende. Oplæsninger ekskluderende. At alt skal ose af kvindekøn går skisme ikke for mig. No offence, men ingen længe keder jeg mig i det jeg mangler af mandesved.
Rart at I blomstede. Right. I det rum. No offence.
Jeg elsker space. Forøvrigt har jeg nu hørt utallige digtoplæsninger med såvel kvinder som mænd - i samme rum. Seriøst. Mange.
Anyway er det der I er, så good luck med det…;))) Aller helst vil jeg bare ha menneskepoesi, der fænger og sprænger.