Og en UFO fløj forbi
Forfatter: Diverse (redigeret af Carl-Eddy Skovgaard)
Forlag: Science Fiction Cirklen - ISBN 978-87-90592-36-3
Format: Novelleantologi, paperback, 289 sider.
Arthur C. Clarke, Philip K. Dick, Dan Simmons, William Gibson, Isaac Asimov. Denne anmelders reoler bugner stadig af sci-fi, anmelderens første litterære kærlighedsaffære, og han var derfor ganske interesseret i den nyeste antologi fra Science Fiction Cirklen. Hele enogtyve forfattere, blandt dem adskillige debutanter, deltager i dette ambitiøse projekt og at anmelde et så omfattende projekt, skulle da også vise sig at blive en vanskelig sag.
Når man skal anmelde et projekt, der er så blandet som en science fiction-antologi, er der vel kun to skoler: Anmeld udfra et overblik hvor de store linier trækkes op, eller tag den tunge vej og giv hver novelle, hver forfatter et ord med på vejen. Da jeg aldrig har været fan af lave gærder, valgte jeg sidste løsning, og det krævede en grundig gennemlæsning.
Selve bogobjektet er en ret uspektakulær paperback, dog med en farverig forside af Patrick Leis, som minsandten også deltager med en novelle. Bogen er udmærket opsat mht. tekster og er ganske behagelig at læse. Meget informativt er hver novelle også udstyret med en minibiografi om hver forfatter, og her får man virkeligt indblik i, hvor forskelligartede de deltagende forfattere er. Ikke underligt, skal forskellen på novellernes indhold og kvalitet ligeledes vise sig at være temmeligt forskellig.
Vi taler altså om 21 forfattere og 21 noveller, hvoraf den korteste er Brian P. Ørnbøls bidrag på knap 3 sider og den længste Lars Ahn Pedersens novelle på næsten 60 lapper - skægt nok ligger de to lige i forlængelse af hinanden. Uden at komme med for mange spoilere, vil vi tage kvantespringet direkte ind i bogens univers og prøve at skabe et ordentligt overblik; 3-2-1 - liftoff:
Efter et kort ubemærkelsesværdigt forord fra redaktør Carl-Eddy Skovgaard (som også har forestået lay out) springer vi direkte ind i første novelle af den unge Camilla Wandahl, Søsken, som er en nydeligt skrevet novelle om børns ønsker i en styret fremtid, fint drevet af et barnligt sprog. En novelle der både rummer et personligt og samfundsmæssigt perspektiv. Gudrun Østergaard skriver om interaktion mellem to forskellige typer samfund med et specifikt tema om farvetoner, men kommer efter min mening ikke rigtigt nogle vegne. Så disker A. Silvestri op med en fin, fyndig og ikke mindst lusket novelle, hvor et samfund der ligner vores eget, langsomt folder sig ud, så man hele tiden leder efter kontrapunktet. Også H.H. Løyche beskriver et alternativt samfund, og novellen rummer masser af fine idéer, som dog til tider bliver oprullet på en overivrig måde, som om forfatteren har mere travlt med at få fyret de gode indslag af, end at opbygge en velpacet historie. Maria Kjær-Madsen bruger novellegenren tydeligt i sit bidrag, og historien kunne i princippet overføres hurtigt, nummer for nummer, til et nutidigt univers. Desværre lider historien lidt under en ret demonstrativ tematisk tydelighed og et ikke altid helt vederhæftigt sprog.
I næste novelle, af Helle Aarøe Nissen, smides vi igennem en ultrakort fortælling, der virker som en slags spejlingshistorie af mennesket selv. Igen er mennesket selv i spil novellen efter, hvor Malan Jacobsen går igang med en større dissektion af menneskelige grundbegreber, og faktisk ret effent væver hun både emner som borgerrettigheder, overvågning og videnskabsetik ind i en fængende historie. Selve stilen leder tankerne hen på så divergerende film som Truman Show og The Village og ledes af et stærkt, drevent narrativ. Næste oppe er Lonni Krause, der bryder dramatisk med novelleskildringer som sådan, ved nærmest at servere sin historie i små prosa-kanapéer, fremfor en helstegt noveliseret hovedmiddag. Historien kører løst over idéen om kærligheden blandt kunstigt liv, og trods de sprudlende idéer kan helhedsindtrykket godt virke lidt rodet. I Klaus E. Mogensens hænder bliver sci-fi næsten til en opgraderet omgang Huckleberry Finn, fortalt på en afmålt måde, og hans udmærkede lille skrøne (der for øvrigt lægger navn til antologien) kunne i princippet være fortalt til alle tider.
En reel tur på landet skal vi skam også, hvilket Richard Ipsen gejleder os igennem. En meget nedtonet historie i pacing, faktisk så tilbageholdt, at den er i fare for at brænde ud flere steder, omend en tematisk udflugt til sigøjnerisk, jordnær mysticisme tilføjer lidt kulør. Thomas Strømsholt opstiller ét af de mere originale præmisser i antologien, hvor han drømmer en slags økomoralisme op om træernes generobring af tabt land, hvad der fungerer fint i et tilpas fedtfattigt sprog. En temmeligt høj historie finder vi i Mikala Rosenkildes indslag, som kører et dobbeltnarrativ med baggrundsinformation under selve historien. Grundidéen minder mig om filmen District 9, hvad tjener til ære, men det hele ender en kende fortænkt for min smag, selvom novellen bestemt ikke er uden nerve. Mere kryptisk, og til tider forvirrende, fremstår Simon Christensens novelle, som med en vældig brug af dialog oplukker en historie om det usynlige, bureaukratiske spil der foregår i den allestedomkransende kulisse.
Mere sleben og pudset fremstår Brian P. Ørnbøls efterfølgende fortælling, som i korte observationer og forklaringer opridser en næsten allegorisk situation om mennesket og havet. Sprogligt er den i sin nærmest kortprosaistiske stil ganske god. Længste, og måske bedste, novelle i antologien er Lars Ahn Pedersens Alien ghost ballet, i hvilken forfatteren virkeligt folder det store stjernetæppe ud, og med stor idérigdom, kulør og ikke mindst humor, spinder et scenarie om hvordan menneskehedens forhold til andre civilisationer kunne være i en skæv fremtid, hvor en stor del af de fremmede væsener fremstår omtrent så dorske i hovedet, som vi som mennesker gerne ville anklage os selv for. Store pluspoints til forfatteren for at turde drive sarkasmen så langt.
En dialognovelle kommer det også til, da Flemming R. P. Rasch opstiller en brevudveksling mellem en forsker og en (sikkert kommunal) kontorchef. En fin idé med en snert af ironi, men ikke noget der viser hele science fiction-paletten, som jeg ser det. Videre til næste levende billede og da jeg havde færdiglæst Laila Ammitsbøls novelle, måtte jeg lige genlæse den et par gange, for at sikre mig vi ikke var ovre i den deciderede socialrealisme. Jeg må tilstå, at den på alle måder virker som en nutidig samfundskommentar og dét på mest klistrede vis. Pointer der er for nemt rejste, og derfor ikke ret bæredygtige. Et slags boomerangangreb på nutiden via en fremtid som boomerangen kun lige strejfer på vejen tilbage.
Nicole Boyle Rødtnes bruger derimod fremtiden til noget; hele historien er forankret i en selvsikker definition på samme, nok så meget i Danmark, men alligevel. Hun opdyrker et teknologisk præmis for historien, uden at forfalde til techno babble, men selve opbygningen, rent narrativt, kan ikke undgå at fremstå en smule primitiv, som får læseren til at snuble igennem teksten. Helhedsindtrykket ender for mig en smule blandet. Bedre i opbygninen er Lise Andreasens indslag om terapi pr. computer, hvilket kunne føre ned ad adskillige interessante avenuer, men som lander en smule uforløst, i min optik. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at synes, at den efterlader et ret kedeligt indtryk på mig.
Omslagskunstner Patrick Leis’ novelle fremstår i et tilsyneladende ret poetiseret sprog, og måske af samme grund bemærker jeg de små tænderskærende fejl, der dukker op hist og her. Jeg spørger derfor også mig selv om forfatteren virkeligt mener “monumental sindssyge” fremfor “momentær sindssyge.” Selve novellen er én af de mere eksperimenterende og som sådan temmeligt vellykket. Manfred Christiansen får lov at runde af, med en historie om forbyttede identiteter ombord på et rumskib, og som måske ikke glimrer med et sprudlende sprog, men dog fungerer fint i sin helhed, med en historie der vikler sig fint op og ned i gear.
Ovenstående gennemgang skulle gerne give et indtryk af, præcist hvor blandet Den hemmelig dal virker. Det er den proverbiale landhandel, men der er dog flere overraskende samlende punkter, fx er mange af teksterne anbragt i en dansk setting, og lader til at efterstræbe en genkendelig, hjemlandsk stemning. Ligeledes omhandler mange af historierne et nærværende personligt element, hvor science fiction-genren i sig selv, kun bliver til en ydre faktor, der indvirker på det menneskelige dukketeater. Lidt af samme grund kunne jeg godt savne et bredere scope i en del af novellerne - det lader til, at flere af forfatterne er af den holdning, at for at undgå at lande i en melange af ren spekulation, teknovrøvl og en sværm af plasmadrevne rumskibe, må man nødvendigvis søge ind til kernen af det menneskelige. Et slags antireaktion, måske. En del af de historier der fungerer bedst, har da også en kraftig snert af noget personligt engagerende, men jeg mener måske, at en del mangler evnen til at opbygge et troværdigt univers i science fiction-regi. Mange noveller i bogen benytter blot fremtidstanken som en slags teaterkulisse, og derfor vil jeg stille spørgsmålstegn ved, om hvor mange science fiction-noveller der til syvende og sidst indgår hér.
Med fare for at stille min kæft på øretævernes holdeplads, må jeg desværre også sige, at især et par kvinder forfalder til den novelleagtige måde at skrive sci-fi på. Da jeg havde læst de fire første noveller skrevet af kvinder, var jeg dybt forundret: Alle havde et umiskendeligt præg af barn/familie over sig. Er det blot noget der sker, når kvinder kaster sig over udprægede genrer, tænkte jeg, som med de berygtede femikrimier? At genre og nærvær partout skal gå op i en højere enhed, hånd-i-hånd ind i helvede? Science fiction handler for mig i høj grad om at smide det evigt nærværendes åg af sig, og åbne op for nogle store drømme, det utænkelige. At tillade sig selv at postulere fremtider, som ikke er bundne af det alt for, undskyld mig, jordnære. Bruger man ikke science fiction-genren til noget, burde man skrive netop noget andet.
Når det så er sagt, er der adskillige godbidder imellem. Det bedste er righoldigheden af idéer, og der er flere af novellerne, der virkeligt formår at overraske positivt. Jeg vil overlade til læserne selv, hvilke de noveller er, alt efter hvordan de tolker min gennemgang og deres egen kanon iøvrigt er indstillet, men jeg er ikke selv meget i tvivl.
Hovedproblemet i denne ellers udmærkede antologi er nok, at den er for lang. Redaktionen lader til, at have haft ønsket om at inkludere lidt flere deltagere end godt er for udgivelsen. Det gør Den hemmelige dal lidt længere i spyttet, end den behøver at være, og som lejlighedsvis redaktionel håndlanger, kunne denne anmelder godt have været behjælpelig med, hvor der kunne sakses i materialet, så den ikke fremstod så warts-and-all, som den desværre lidt er landet. Der lader også til at være redigeringsproblemer, når korrekturen svigter så ofte som den gør. Det kan ikke passe, at jeg som anmelder kan finde så mange fejl ved første gennemlæsning. Det er ikke altafgørende, men siger en hel del om seriøsitetsniveauet.
Min dom er også bemærkelsesværdigt enkel: Den hemmelige dal indeholder masser af godt stads for den science fiction-orienterede læser, især hvis man kan lide sin sci-fi med en smule jordnær, dansk sovs-og-kartofler-æstetik i settingen, men antologien taber pusten, fordi den er for bred til at holde kvaliteten oppe i det kritiske felt. Det felt hvor der går automatisk ild på læsningen for alvor.
01.11.2009. at 12:28
Av Av - ikke slå :))) eller Ave Maria bless og så en øl på Bliss plus så mange tak - synes jeg - uanset. Fedt med omtale af noget der sjældent udgives i det dejlige danske land
Lonni
01.11.2009. at 16:02
Mange tak for anmeldelsen, det er ikke så ofte science fiction litteraturen i Danmark får et ord med på vejen.
Jeg skal nok prøve at få en korrekturlæser mere med på næste års udgave, (det i parentes bemærket har deadline for indsendelse 1/3 2010).
Hvis du Thurston har tid næste sommer skal du være meget velkommen. Bogredaktøren (mig) Jeg kan kontaktes på bog@sciencefiction.dk
Carl-Eddy
01.11.2009. at 22:22
Sorry forkert webside - den rigtige er http://www.sciencefiction.dk
Carl-Eddy
06.11.2009. at 15:37
Hey,
det var ikke for at kappe nogle af forfatterne ned, at jeg lagde anmelderniveauet så kritisk, mest for at give behandle genren med noget respekt. Bogen er ikke så tosset endda, men bare top-heavy. Blive endelig ved.
Salut,
- Mr. T
08.11.2009. at 9:14
Hey Thurs,
jeg er glad for den her anmeldelse - respekten for genren er - som du er inde på - vigtig. Og vi der vover os ud i at skrive sci-fi, må have så meget med på vejen, - af ris og ros - som overhovedet muligt. Det er ikke så ofte bøger af den her slags anmeldes - ergo kan vi kun være taknemmelige fordi du havde tiden til det. Jeg synes især jeg bed mærke i det du skrev om kvinderne, der deltager i antologien - at disse faldt for den novelle-agtige måde at skrive sci-fi på - og så det der med at der var “barn/familie” ind over kvindernes skrivsler. Det er jo sandt nok og dét er interessant iagtagelse. Er vores biologi virkelig så “tung” en arv, at vi ikke kan løfte os ud over den, når vi skriver fiktion?
Jeg har selv denne Irma med i bogen - hvis “moder” ganske vist ikke er Irmas rigtige moder - blot en katalysator for den oprindelige skaber (noget endnu højere - men hvad og hvor højt?) Alligevel er der et samspil mellem Irma og denne kvindelige forsker, som sagtens kan tolkes som et mor-datter forhold.
Man kan selvfølgelig også vende den om: Er de mandlige deltageres biologiske arv så “tung”, at de aldrig ville kunne skrive om “barn/familie”? Eller gør de det på en helt anden måde - fx ved at tilsætte en anelse mere “terminator” og lidt “Big-Bang”, der på mistænkelig vis minder om vold eller sex?
Og hvornår kan begge køn “ophæve” disse biologiske “barrierer” når der skrives fiktion? Hvordan kan vi gøre det og hvorfor skal vi gøre det - eller i det mindste prøve at gøre det? Jeg bryder min hjerne. Det gør jeg. Og det er din skyld og det er jeg glad for (indsæt alien smiley her) i den grad.
Lonni
10.11.2009. at 0:15
Du siger noget vedr. mænd og kvinders forskellige vinkler på sci-fi: Det kan faktisk godt virke som om, mænd går mere ekstremt til værks, mere tju-bang på historierne, og mindre opdyrkelese af det personlige, men som genre er science fiction bedst tjent sådan, synes jeg. Min observation af flere af de deltagende kvinders måde at skrive sci-fi på (undskyldning det overfladiske i den definition), var mest bare en mild undren over, hvordan flere af samme køn skriver sci-fi, som havde det intet med fremtiden at gøre. Det er for øvrigt ikke det samme som, at det er dårligt, hvad jeg måske burde have lagt mere vægt på i anmeldelsen, det er bare ikke helt sci-fi, i min optik.
(I øvrigt: Det familiære mandogbarnogsåvidere-element er ikke specielt udtalt i din novelle, som jeg læser den).
- Mr. T
10.11.2009. at 9:51
hey Mista T
Hvad mener du med “som måske ikke glimrer med et sprudlende sprog”?
svar hellere end gerne på min blog.
Manfred
10.11.2009. at 11:08
“…det er bare ikke helt sci-fi, i min optik.”
Hver mand sin optik – og kvinderne tilbage til nutiden!
10.11.2009. at 16:48
Jeg takker for kommentaren
MX
15.11.2009. at 13:53
Det er ikke for at kappe forfatterne ned, siger du, efter at have gjort netop det. Jeg har tidligere her på Metrord fået en kritisk anmeldelse, men jeg kunne bruge kritikken, for den var konstruktiv! Når man derimod får at vide, at ens tekst er klistret osv. i den dur, så bliver man bare ked af det. (Undskyld jeg skriver som et menneske med menneskelige reaktioner og ikke kommer med en eller anden højkulturel tilbagemelding).
Er grunden til at du synes så dårligt om min tekst ikke at du simpelthen ikke kender til den verden jeg beskriver? Det kan godt være du synes det er klistret, men jeg beskriver en verden som fattige mennesker oplever den i Danmark i dag. Jeg ved udmærket at mange af dem som oplevede DET STORE OPSVING er uvidende (og vil være uvidende) om at der findes en anden virkelighed. Jeg skriver fordi jeg synes at VI også fortjener en plads i litteraturen og i den historie der skrives om Danmark.
15.11.2009. at 22:23
Hej Laila Ammitsbøl
Jeg var udmærket klar over problemet i at knytte en kommentar til alle deltagende i Den Hemmelige Dal: Problemet ville blive, at det ville give anledning til, at hver eneste forfatter kunne brokke sig – alternativet havde været en mere overfladisk vurdering, og til det kan jeg kun sige, det så er et valg fra min side, at jeg gerne ville dybdelæse hver eneste novelle.
Her på MetrOrd har vi en politik om at tage den oversete litteratur seriøst, og når vi så gør dét, er det i forventning om, at de forfattere vi anmelder, er modne nok til at kunne håndtere den slags kritik, som vi ville udsætte enhver anden for, hvordan end denne kritik nu måtte forme sig. At der overhovedet findes folk, der ganske gratis gider investere deres tid og overskud i at skrive anmeldelser af de oversete ting, burde vel betragtes som noget positivt.
Men, og det store men hér, er at vi anmelder litteratur; vi er ikke en kritikgruppe, der støtter folk i deres skriveudvikling, da der er rigeligt med andre tiltag for den slags, især på internettet.
Jeg beklager naturligvis, at ordet “klistret” falder dig for brystet, muligvis er det også et lidt rigeligt farverigt udtryk i en anmeldelse og derfor ikke så sobert, men min stil er desværre til tider lidt ufiltreret – tro mig når jeg siger, det ikke er ment nedladende på noget plan. Jeg kunne måske have nøjes med at notere mig, at din novelle er ligegyldig i sproget, primitivt skrevet og med en pointe så tydelig, at den nærmest er fornærmende i sig selv. Jeg ved ikke, om du ville foretrække den type anmeldelse.
Jeg er decideret forundret over, hvad du skriver omkring dit sociale belæg for at formulere dig som du gør. Du skriver:
”Men jeg beskriver en verden som fattige mennesker oplever den i Danmark i dag. Jeg ved udmærket at mange af dem som oplevede DET STORE OPSVING er uvidende (og vil være uvidende) om at der findes en anden virkelighed. Jeg skriver fordi jeg synes at VI også fortjener en plads i litteraturen og i den historie der skrives om Danmark.”
Mener du seriøst, at jeg i min anmeldelse har været farvet af, at ikke kende til din verden, altså ikke at have oplevet det samme som dig, eller ikke være bevidst om de uretfærdigheder, der til daglig foregår i Danmark? Hvis du mener det alvorligt, kan jeg i så fald kun ryste på hovedet, og sige du forfalder til absolut laveste rangtrin på argumentstigen. Du refererer også i din kommentar til et ”vi”, som om du automatisk er i opposition til mig. Hvad i alverdens riger og lande får dig til at mene sådan? Jeg kunne med god ret føle mig ligeså fornærmet, som du åbenbart har valgt at være, over at få sådan et verdenssyn skudt i skoene, men det ville der ikke være nogen pointe i. Mit eneste problem er med din novelle er, at jeg ikke synes den er velskreven.
Lad mig blot slutte med at sige, at dit syn på samfundet og dine holdninger ikke gør dig til en bedre forfatter på noget plan, tværtom lader det til at gøre det eksakt modsatte.
Jeg håber dit klarsyn bedrer.
Alt godt,
- Thurston Magnus
16.11.2009. at 0:02
Hej Thorston
Sad lige med en tekst, hvori jeg skal formulere nogle tanker om, hvad science fiction betyder for mig, men kunne ikke få den til at falde i hak. I hvert fald ikke uden, at det lød som en kliché. Så læste jeg dette i din anmeldelse: “Science fiction handler for mig i høj grad om at smide det evigt nærværendes åg af sig, og åbne op for nogle store drømme, det utænkelige. At tillade sig selv at postulere fremtider, som ikke er bundne af det alt for, undskyld mig, jordnære. Bruger man ikke science fiction-genren til noget, burde man skrive netop noget andet.”
Hvor er det godt ramt! Super-flot!
En anden sag: Ærlig kritik skader ikke, men kan hjælpe en til at blive bedre. Ros kan derimod sjældent bruges til andet end blær. Så hold ikke igen med kritikken, Thorston, bare spank os dine ord.
H.H. Løyche
16.11.2009. at 0:09
Så lige, at dit navn staves med u - sorry!
16.11.2009. at 9:09
Til Thurston Magnus
Jeg er blot glad for at min novelle blev valgt til samlingen og senere også til undervisningssitet Systime. Smag og behag er jo forskelligt og der er åbenbart andre der synes bedre om den end du gør.
Jeg synes ikke din kritik er særlig konstruktiv. Det er så min mening.
Jeg citerer:
“din novelle er ligegyldig i sproget, primitivt skrevet og med en pointe så tydelig, at den nærmest er fornærmende i sig selv.”
“Lad mig blot slutte med at sige, at dit syn på samfundet og dine holdninger ikke gør dig til en bedre forfatter på noget plan, tværtom lader det til at gøre det eksakt modsatte.”
16.11.2009. at 14:29
@H. H. Løyche: Tak for at anlægge en god holdning til begrebet anmeldelse, det er rart at opleve forfattere, der kan tage lidt roughness.
@Laila Ammitsbøl: Hvis det lader til, at min kritik ikke er så konstruktiv, er det fordi jeg ikke øver kritik her på denne side. Det er anmeldelser, jeg begår hér, ikke respons. Min opgave, med anmelderkasketten på, er at sørge for, at eventuelle nysgerrige læsere kan få et ordentligt indblik i, hvad den givne bog drejer sig om, og om den er noget for dem. Jeg læser skam også kritik på folk, men ikke hér. Fx. læste jeg i vinter meget intens kritik på en forfatterindes tekster og lagde sjældent fingrene imellem; ifølge hende, gav det hendes tekster lige det skub, der skulle bruges, og som følge af, at have turdet kigge selvkritisk på de tekster, er hun nu debuteret på et af de helt store forlag herhjemme.
Som sagt er det anmeldelser, vi gør det i herinde, men for god ordens skyld vil jeg gerne hævde, at hård kritik er det eneste, man rigtigt kan bruge som forfatter, for hvis man blot mener, at man mestendels trænger til skulderklap for sine ord, er det jo ikke en litteraturkritiker, man har brug for, men en teraupeut af en art.
Hvis du ønsker en mere litteraturkritisk gennemgang af din novelle, vil jeg gerne undtagelsesvis foretage en sådan – måske det kunne give sidens læsere et indblik i mine metoder, således at de har en fair chance for at vurdere mine synspunkter og deres gyldighed. Grunden til at jeg sjældent uddyber mine synspunkter hér på siden, endsige finder det nødvendigt at underbygge dem med argumenter, skal nok findes i det tåbelige i at diskutere smag, omend jeg da mener mig selv ganske udmærket til at opstille kriterier for en anmeldelse, hvilket du nok også vil opdage, hvis du læser historikken.
For at være ærlig: Du virker pikeret over, at jeg ikke deler din opfattelse af dit eget materiale, og det jeg er ærgeligt af flere grunde. Det spærrer for overblikket. Hvis du ikke kan tage min gennemgang for gode varer, kan jeg kun anbefale at ignorere den. Men hvis du påstår, jeg ikke har gjort mit arbejde grundigt, eller ikke har mine kritiske redskaber i orden, tager du fejl. Jeg vil anbefale, at du anlægger noget nærmere H.H. Løyches holdning til egen litteratur, da den vil være den mest gavnlige for din skrivning.
Tro i øvrigt ikke, at jeg ikke selv har modtaget barske ord for min skrivning, og kan tage imod dem.
Alt positivt,
- Thurston Magnus
18.11.2009. at 2:44
Hej alle
Dette kommentar-felt er næppe beregnet til at yde førstehjælp, men efter at have overvejet det kan jeg ikke dy mig for at give mine ‘forurettede’ kolleger følgende håndsrækning:
Man kan selvfølgelig godt savne større omhyggelighed med de præmisser, anmeldere lægger til grund for kritik. Der ses nemlig jævnligt anmeldelser af f.eks. science fiction som om det var minimalistisk lyrik eller socialrealisme, hvilket naturligvis er uholdbart. Omvendt ses også værker, der antyder et science fictionelt tema, men ikke integrerer et novum som sådan (et eksempel er Peter Hyams film Outland fra 1981, der er smækfuld af fejl og klichéer, men hvis største brøler er overhovedet at bruge en science fiction-ramme til en genindspilning af Fred Zinnemanns western-klassiker High Noon fra 1952). Ikke, at der er noget forkert ved dén opskrift - man kan altid nævne, at der fløj en ufo forbi - men hvis det udgives som science fiction kan det ikke undre, at det får hug af anmelderne.
I nærværende tilfælde har både forlaget, redaktøren og antologien selv udstukket præmisserne, og de er blevet korrekt opfattet af Thurston, som endog indledningsvist har formuleret sine forventninger til genren (forventninger, der deles af stort set alle genrens yndere). Ydermere har han gjort sig den umage at omtale samtlige noveller i den lange antologi, og sågar genlæst for at være helt sikker på, at han intet missede. Altså kan ingen klandre Thurston – han har tværtimod leveret lang mere, end vi bidragydere til antologien kan forvente (I bør vide, at mange anmeldere slet ikke læser bøgerne/ser filmene eller hvad de nu anmelder, men planker fra udenlandske blade, specielt New York Times og Vanity Fair omend i dag formenlig mest fra Internet. F.eks. bragte en dansk avis engang en anmeldelse af en Rolling Stones-koncert, der var blevet aflyst).
At forfattere tager til genmæle er derimod en skrækkelig uskik (medmindre de direkte opfordres, f.eks. fordi de deltager i et debatprogram om værket, eller hvis anmeldelsen udkom før bogen blev trykt, men det er anden snak). Specielt nybegyndere reagerer stærkt på negativ kritik, og som regel på en måde, der spolerer frugtbar diskussion og forøvrigt slavisk følger de elementære, psykologiske forsvarsmekanismer. Først farer forfatteren op og benægter, at fortællingen kan læses som kritikeren gjorde. Så tror forfatteren det nytter, at forsvare værket. Når kritikken ikke kan afvises på anden måde henviser forfatteren til smag og behag (findes anden smag end god eller dårlig?) eller til højere autoriteter (“Den-eller-den mener …”). Slutteligt beslutter vedkommende sig for, at kritikeren bare er dum, og klapper så endelig i. Et par år senere udsætter forfatteren selv en nybegynder for lignende kritik (eller anmelder en bog), og først dér går pråsen op for vedkommende:
Litteratur skal ved udgivelsen kunne tale for sig selv. Hvis et værk beror på så dulgte eller private referencer, at man skal stikke hovedet op i forfatterens røv for at forstå det, så vil forfatteren gøre sig mere interessant end vedkommende er. Altså har forfatteren ikke gjort arbejdet godt nok, når det efterfølgende påkalder sig forklaring. Derfor skal forfattere kun være taknemmelige for – og repektere – at nogen gider anmelde eller give kritik på skønlitteratur. ISÆR når man tager i betragtning, hvor mange fortræffelige bøger, der udkommer, ISÆR når man forsøger sig med en miskendt genre, og ISÆR fordi en masse totalt ligegyldigt, medie-boostet makværk – herunder alt muligt andet end bøger – får langt mere omtale. Og ISÆR fordi Thurston har ret i, at anmelderens opgave er at vejlede læserne, ikke forfatterne eller forlagene, og i den forbindelse afgør han og MetrOrds redaktion suverænt, HVAD der skal anmeldes og hvad der kan og bør siges derom. Prøv at sammenligne antologien med de andre tilbud og se, hvad vi science fiction-forfattere konkurrerer med. I skal bare være lykkelige over, at MetrOrd ikke manglede toiletpapir da de modtog LUO3!
Mit råd på baggrund over tyve års erfaring som forfatter, redaktør, anmelder, underviser og manuduktør indenfor skrivefaget er altså følgende: Selvom man ikke bryder sig om kritikken skal man klappe i og slå lyttelapperne ud. Kritik skal man labbe i sig og bruge til at dygtiggøre sig, og det man ikke kan lære af, skal man bare glemme. Og hvis nogen ikke tror mig kan jeg godt poste listen over mine meritter udi science fiction såvel som andre genrer her, men den vil nok sprænge rammerne for, hvad online-formularen kan håndtere.
Hilsener
H.H. Løyche
18.11.2009. at 19:49
Jeg synes Thurston Magnus anmeldelse er helt i orden