MetrOrd

KNIVEN

Hvor er det længe siden jeg har sprættet en bog op med kniv. Den sidste bog jeg satte kniven i var Martin Andersen Nexøs ‘Ditte Menneskebarn I & II’. Så fulgte mange år, hvor jeg aldrig så en bog med “sammenvoksede” sider. Det var kun når der blev set på kunstbilleder fra gammel tid, at jeg blev mindet om at det gjorde man dengang farfars farfars farfar var ung.

Fx husker jeg et maleri hvor Emile Zola var portrætteret af kunstmaleren Édouard Manet - hvor man foruden Emile Zola også betragter et skrivebord med bøger, gåsepen og blækhus - plus denne kniv, som Emile Zola brugte når han sprættede bøger op.

Derfor måtte jeg sukke af vellyst, da jeg fik anbragt Ole Petersens nye roman i mit skød, med den medfølgende plastikkniv, som snart skulle åbne for ordene. Men én ting er visioner om gamle dage - en anden er så mig og min manglende tålmodighed. Da jeg skulle i gang med flænseriet, var der altså intet æstetisk over mine bevægelser. Af dovenskab sprættede jeg kun de første 30 sider op. Da jeg kom til kapitel 7 skulle jeg så på den igen med kniven, og SÅ kom aggressionen - jeg tog nærmest bogen med vold. Men jeg havde travlt for jeg måtte jo se hvad der skete med Tavs - bogens hovedperson - og da det ikke kunne gå hurtigt nok med plastikkniven, greb jeg ud efter husets køkkenkniv og det var mere smertefrit. (mere…)

Så er vi der igen - alle os BookLovers. DER ER BOGMESSE I FORUM - det store glo-rum hvor vi kan finde vores yndlingsforfatter, købe bøger - vi har godt nok ingen slanter, men hvem bekymrer sig - det er vi jo vant til. Hæsblæsende styrter vi ind mod Julius Thomsens med krillen i vommen og kataloget i lommen. Finder 100 meter køen, stiller os, venter os - orker næsten ikk’, men tar os sammen og snakker løst med hinanden selvom vi ikke kender sidemanden - vi står trods alt i samme kø venter på at se BogMessen og dø. Så starter maskinen vi sluses ind i bogpinen - vi sejler bare - laver næsten “Bølgen” og ender tørskoet for foden af den årlige kult-agtige fantastiske svedende intense og mega-hedende bogmezzaninen. I gamle dage var det vigtigt at få BogForums katalog ved indgangen, nu har vi printet skidtet ud for kataloget er blevet digitaliseret fuldt-ud. Hvad vi når at se høre eller ikke se men røre, kan du læse lidt om her:

 http://www.bogforum.dk/

Men det er også passende at specialisere dette digitale katalog til ære for de nye og gamle - de mindre eller mere ukendte forfattere der også læser op på messen:

Ved Dansk Forfatterforenings stand 35 står:

Engang havde jeg den fornøjelse at interviewe Ole Bundgaard. Her foldede sig virkelig en kunstner ud med en næsten umulig palet af malerier, musik, sangtekster og digte. Der var alt det tilstede, som danner et komplet billede af en multikunstner - og en multikunstner er Ole Bundgaard.

Nu er det ikke hans malerier og musik jeg skal omtale. Jeg holder mig til haiku. Men først et par ord fra forfatteren selv.

OLE BUNDGAARD SIGER:

- For en tre-fire år siden var jeg meget syg, og fandt ud af at jeg måtte lægge mit liv totalt om, hvis jeg ville blive her i dette vidunderlige liv. Jeg fandt ud af at jeg måtte bremse op og se på, hvad det var for et liv jeg ville have og ikke bare lade “maskinen” køre. Det faldt jo godt i tråd med at jeg havde rundet de 50, min mor var død og at jeg også fysisk kunne mærke at jeg ikke var 20 år mere. Jeg har i mere end 40 år skrevet haiku og efter min sygdom skrevet et hver dag. Det har været en del af meditationen. For at tømme min hjerne og krop for alt og åbne op for alt på ny fandt jeg ud af at meditation var vigtig. Jeg har altid været god til at få ordmaskinen til at køre og ind imellem kører den rigtig godt. Men her kom et nyt element ind. Det at det ikke var så vigtigt, hvad der kom ud af meditationen, men mere at berede sindet, sjælen på en ny situation og derefter skrive, hvad der nu er efter denne udtømning og påfyldning.

Jeg tror mine digte er blevet mere umiddelbart enkle og forståelige samtidig med at de vistnok, forhåbentlig har nogle flere lag, er mangetydige på en ny måde. D.v.s. de kan læses på flere måder. I mine andre digte og noveller prøver jeg på ikke at skrive så kringlet mere. Jeg har altid godt kunne lide det finurlige, det skæve og skøre, og gør det vist også stadigvæk i det finurligt humoristiske. Men ofte kan en helt enkel skrivemåde være mere sigende. Skæv og skør håber jeg stadigvæk mine tekster ind imellem er.

Når jeg læser det der står lige ovenover - og hygger mig med Ole Bundgaards udadvendte væsen, så er det et mysterium, at jeg ikke for længst har vovet mig ind over en anmeldelse af hans “Haiku” fra 2006 hvor 384 sider rummer 365 haiku. Måske har jeg tøvet fordi hans bog er blevet min HaikuBibel? Sådan en Bibel skal man nærme sig med andagt og ikke smudse til med amatør-agtige floskler og klicheer. Men take it or not - der VIL forekomme floskler og klicheer, - jeg er jo kun et menneske mens Ole Bundgaards bog er en Bibel.

Du er et stort træ
jeg er bare papir der
blæser i vinden

Bare dét, at sidde med bogen, slå op på en tilfældig side - sigte efter maj - men lande i december - dét giver mig en følelse af, at den her bog ikke er skrevet efter tilfældigheder. Bogen har haft et formål. Den er skrevet for at samle tråde der er blevet filtret ind i hinanden pga. oplevelser, der ikke alle var lige rare. Og trådene bliver virkelig samlet - så den populære røde får en stærk og sej struktur.

Det evige liv
solen der står op hver dag
jeg er her en tid

Ole Bundgaards 365 danske haiku er fuld af nærvær og reflektioner, fuld af glæde, angst, håb og sorg. Det er selvfølgelig ikke kun det gamle interview der spøger her i denne udtalelse, men også haikudigtenes emner. Ole Bundgaard har haft brug for Håbet og selvom melankolien anes i et par af hans haiku, så har han oplyst alle 365 med liv og lyst = livslyst.

Et digt om dagen
holder lægen fra døren
jeg er her stadig

Det er godt at læse i Ole Bundgaards HaikuBibel. Der er ingen svære ord kun tilgængelige følelser, oplevelser og menneskelige betragtninger, allesammen “kogt ned” til 5-7-5 stavelser. Der er ingen forstillelse, ingen fortænkthed - Ole Bundgaard leger som en sund løve-unge i sol, som en stille fugl på en gren, som søndagspisser i en grøn have. Det er godt at han gør det enkelt. Der er så mange andre, der gør livet så kompliceret. Det er godt, at han vil sin læser og ikke tager afstand med store uforståelige gloser. Han skriver ikke for at høre sig selv. Han skriver for at vi skal mærke os selv. Det er godt.

I haven er der
træer, græs, lys og fugle
og så er der mig

Nu kan det måske virke som om han bare ryster haiku ud som skidt fra en spædekalv - men det er ikke hele sandheden. Ole Bundgaard har da tænkt over det han skriver - eller - han har tænkt FØR han skrev det - jeg kan ikke lade være med at tænke videre efter endt læsning af hans haiku digte (se det om sommerfuglene fx). Og når jeg læser i hans bog, nyder jeg det enkle layout som absolut giver bogen denne højstemthed og  får mig til at tænke i retning af kirketårne og salmer. Og så er bogen jo ikke spor selvhøjtidelig trods dette Bibel-look. Den kommer hele året rundt fra januar til december og får både himlen og kvinden med.

Sommerfuglene
hvorfor bruge mange ord
et kan gøre det

Forfatter: Ole Bundgaard

Forlag: Nielsens

Omslag: Ole Bundgaard

Udgivelsesår: 2006

Sider: 384

ISBN: 87-89 900-56-1

Disse stemningsbilleder fra 2006 kræver ikke at læseren snupper dem alle i ét blik. Det er  et hyggeligt aspekt, at tage et stykke haiku pr. dag fra januar til december. Ikke dumt, hvis Ole Bundgaard fx lavede en evighedskalender med sine malerier OG haikudigte - den ville blive tyk, men virkningsfuld.

Ofte bliver haiku undervurderet og alligevel er der ikke mange som har travlt med at finde noget lækkert i den kompakte form - hvorfor bruge tid på en genre man hele livet har fundet intetsigende?

- HAIKU er skrevet den dag, digteren ikke kunne skrive. Derfor måtte digteren koge suppen ned til det halve - altså et haikudigt.

Den slags generaliserende skidt-snak er da til at lukke op og lave bæ i!  Bevares, der findes da haiku som ikke giver noget fra sig, som blot er endimensionelle. Men kommes der en bunke humor med indsigt i et haiku - gerne med en smule selvironi - så er digteren på vej. Ole Bundgaard har hele tiden været på vej og er det sikkert endnu.

En sten på vejen
den har været her længe
jeg sparker til den

Bagerst i den lille (store) kompakte haikuBibel fortæller Ole Bundgaard lidt om haikutraditionen. Hvad er den for noget, hvor kommer den fra og hvilke grammatiske regler er haiku underlagt. Det er et udmærket lille kapitel og selvom forfatteren mener man bør overholde de grammatiske regler, så føles det som om han  gør visse undtagelser - måske er han bare en lille smule mere fri i sin haikudigtning end jeg selv er - grammatiske regler eller ej? Det gælder vel også om at finde friheden indenfor de rammer/regler man får udleveret. Digt-genrer er jo selvstændige samfund med egne regler. Så er det selvfølgelig op til digteren hvordan han/hun tolker disse?

I det skæve liv
er linealen fremmed
godt jeg er rund

Ole Bundgaard er altså ikke en kedelig haikudigter. Som før nævnt, hældes humor på så man får det godt i selskabet med Ole Bundgaards haiku. Men hans skæve indfald og reflekterende væsen med et stænk selv-ironi, giver også de små stramme digte et indtryk af et menneske med JA til Livet, med absolut rummelighed overfor livets luner - en stor kærlig og ydmyg fandenivoldskhed overfor Gud, Fædreland, De Nære Ting, Kvinder og Natur.  Det er efter min mening =  Et Kæmpe Knus Til Livet Fra Ole Bundgaard.  Det er sådan jeg kan lide at læse hans  HaikuBibel - dét er denne ligefremhed, der har gjort den lille (store) kongeblå bog til min HaikuBibel og lad mig så afslutte min ode til et dejligt menneskeværk med et haiku, som jeg også fremhævede i mit bortkommende interview af multikunstneren Ole Bundgaard.

Min båd har drømme
om umulige kyster
ligger ved sin pæl

OLE BUNDGAARD SIGER:

- Bogen “Haiku” har været 43 år undervejs. Jeg har skrevet haiku i alle disse år med større og mindre intensitet. Når jeg ser tilbage er de ofte skrevet i perioder med store forandringer i mit liv og efterfølgende eftertænksomhed.

De første haiku fra midttresserne er stort set alle kunstnerisk elendige, men ind imellem er der en ægte tone, der er mig. I bogen er der nogle få fra den periode. I halvfjerdserne er mine haiku meget politiske og erotiske. I 80erne skriver jeg mange andre bøger, her kommer en række digtsamlinger og en række bøger med sange og nonsensdigte for børn og barnlige sjæle + to novellesamlinger og en roman for børn. Mine haiku her er få og ligger i få perioder. I 90erne hvor jeg begynder at male meget er der rigtig mange haiku om det at være kunstner. Det at skrive, male og komponere musik. Der er en hel del af disse med i samlingen. De sidste 3-4 år har jeg skrevet mindst et haiku hver dag, så det er blevet til nær 1500 bare i den periode, mange meget private og kunstnerisk ufuldkomne.

I alt var der et par tusinde haiku da jeg for et par år siden begyndte at se på dem som noget der kunne blive til en bog. Jeg har læst meget op de sidste 2-3 år og ofte haiku. Mange kollegaer spurgte om ikke der snart kom en samling med mine haiku. Sådan havde jeg egentlig slet ikke tænkt på dem. Mere som noget der var vigtigt for mig personligt. Nogle kunne så også læses op og måske blive vigtige for dem jeg læste for.

Jeg havde store problemer med at få hold på stoffet i starten. Der var så overvældende mange. Men som sagt efteråret 2005 begyndte jeg at læse alle 2000 haiku igennem og lave en første grovsortering udfra den enkle regel: Dur det her kunstnerisk eller gør det ikke. I den grovsortering røg der 1200 haiku af i svinget. De var simpelthen ikke kunst, men privat terapi, dårligt sprog, jeremiader over det ene og det andet. Så var der 800 tilbage.

Jeg har stort set altid været meget klassisk i formen. D.v.s. jeg forsøger at overholde i hvert fald de grammatiske regler med 17 stavelser i 3 linier og nutidsformen. Og meget ofte er der også noget med natur. En begivenhed eller en udvikling. Det kan man jo i hvert fald altid påstå der er, den være nok så lille. Måske lige bortset fra i de mere filosofiske haiku. Men her kan man jo så undskylde sig med, at det er i tankerne der er en udvikling. Så den næste diskussion med mig selv i udvælgelsesprocessen gik på, om en sådan haikusamling skulle være helt klassisk eller måske mere fri. Jeg har f.eks. skrevet mange haikulignende kortdigte, der for den sags skyld godt kunne kaldes haiku. Men på det punkt besluttede jeg, at her ville jeg præsentere så rent et haiku som muligt, i hvert fald grammatisk. Da der nu var så mange var tanken om en stor samling nærliggende. 800 haiku måtte kunne bære en samling på 1-2-300 hundrede haiku. Der måtte være mindst hundrede rigtig gode haiku blandt så mange. Og alt mens jeg sorterede skrev jeg jo videre dag ud og dag ind. Det pudsige var at sorteringen var befordrende for at skrive. I den periode på 4-5 måneder hvor jeg arbejdede hver dag med samlingen, skrev jeg en lang række hæderlige og indimellem rigtig gode haiku og et enkelt rigtig skønt. Så der fortsatte med at komme stof.

Jeg lagde fra starten mine haiku ud på gulvet i mit store atelier. Først i bunker efter hvad de indholdsmæssigt handlede om. Nogle var om kunst, nogle var rene naturiagttagelser, nogle var erotiske, humoristiske, metafysiske, filosofiske. Mange var flere ting på en gang og blev så lagt i flere bunker. Mens alle disse hundreder af haiku lå der på gulvet, og jeg kravlede rundt mellem dem og lagde op i rækker, kom ideen til en slags årskalender med haiku, altså et haiku til hver dag. En ret oplagt og banal idé, men ikke desto mindre en ide der var meget brugbar for mig. Det oplagte ligger jo i at der er noget natur i ethvert helt klassisk haiku. Og oftest noget natur der netop fortæller om årstiden: Sol, sne, regn, tøvejr. Så måtte jeg til at lægge helt om på gulvet. Nu lavede jeg 12 måneder og lagde bunker efter årstiden. Så fik jeg hold på mængderne. Nogle af mine haiku var helt oplagte hvor de hørte hjemme, andre kunne bruges flere steder. Jeg har flere lag af udvikling der foregår henover året. F.eks. har katten der jo er et fascinerende dyr, husdyr og rovdyr på en gang, en fortløbende plads i årets løb, ligesom fugle.

*

Link til Ole Bundgaards hjemmesider:

Ole Bundgaard

HaikuDanmark

Det var en glædens dag, den 15. august 2009 for netop den dag udkom en bog hvis genre ikke dyrkes så meget i Danmark. Science Fiction Cirklens danske originalantologi er et stort plus med sin brede strålekaster af noveller, - som redaktør Carl-Eddy Skovgaard sagde:

“ .. Antologien er samlet ud fra bidrag, der er indsendt til Science Fiction Cirklen, hvor hver enkelt novelle er blevet bedømt og de bedste valgt ud. I år indkom der ca. 60 noveller fra 40 forskellige forfattere, men da der kun er plads til ca. 20 noveller, har det været en hård udvælgelse .. “

Så selvom Mich Vraa skal oversætte den nye Dan Brown bog ‘The Lost Symbols’ på 28 dage (til dansk) og samme bog blev frigivet natten mel. den 14 og 15.9  klokken 23:59 i New York og den sikkert står i samtlige danske boghandleres butikker landet over mens den danske bogbranche slås om Dan Browns bog plus faste priser eller ej  i engle, Forlaget Hr. Ferdinand (forlaget der udgiver Dan Browns bog på dansk og som har afvist en fast pris på ‘Det forsvundne tegn’) og dæmoners navn, - vil man i Valby den 17/9 kl. 19 - 22  kunne møde forfatterne bag antologien ”Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3”, som udgives af Science Fiction Cirklen.

Indholdet af antologien er:  Camilla Wandahl: ”Søsken”, Gudrun Østergaard: ”Ambassadørens blå minder”, A. Silvestri: ”Godnat”, H.H. Løyche: ”Ryg og rejs”, Maria Kjær-Madsen: ”Wonderboy”, Helle A. Nissen: ”Kaptajnen”, Malan Jacobsen: ”Terraium”, Lonni Krause: ”Irma Ovesen”, Klaus Æ. Mogensen: ”Den hemmelige dal”, Richard Ipsen: ”Hulsleb”, Thomas Strømsholt: ”Arbores”, Mikala Rosenkilde: ”Tusmørkefolket”, Simon Christiansen: ”Simulacra”, Brian P. Ørnbøl: ”Cargo Cult”, Lars Ahn Pedersen: ”Alien Ghost Ballet”, Flemming Rasch: ”Bevillinger”, Laila Ammitsbøl: ”Brevet fra mor”, Nicole Boyle Rødtnes: ”Bjørnedyr”, Lise Andreasen: ”NeuralTerapi”, Patrick Leis: ”Til min elskede”, Manfred Christiansen: ”Jens, Rummand”.

PS - direkte fra hjemmesiden at citere:

Science Fiction Cirklen er Danmarks ældste interesseforening om science fiction med 200  medlemmer, forfatterforedrag og eget forlag med ca. ti udgivelser om året. Til hver film finder Science Fiction Cirklen en person med særlig viden om den pågældende film, om instruktøren og den baggrund, som filmen er blevet til på.

*

Link til Science Fiction Cirklen:  Science Fiction Cirklen

Link til anmeldelse: Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3

*

Sted: Planet Valby,

Valby Kulturhus Valgårdsvej 4-8

2500 Valby

Tidløst fra 19 - 22

BOGCAFE 12 SEPTEMBER 14-17

NORDJYLLANDS KRISTNE FRISKOLE
THISTEDVEJ 115 LINDHOLM 9400 NR. SUNDBY

Vi glæder os til at præsentere den færdige novellesamling, som er et resultat af en konkurrence udskrevet af Forfatterhåb og DarkLights i forening.
Bogen er opkaldt efter vindernovellen Vintergækkerne nikker skrevet af Nikolaj Højberg, og det smukke omslag er kreeret af Malan Jacobsen
Der vil være præmieoverrækkelse efter præsentationen.
Køb bogen på stedet og få den signeret af de tilstedeværende forfattere!

ARRANGEMENTET ER ÅBENT FOR ALLE

Ikke medlemmer får ved dette arrangement en glimrende mulighed for at orientere sig om Forfatterhåbs aktiviteter

- husk foreningen også er hjemsted for illustratorer.

Der kan købes kaffe og kage

VI GLÆDER OS TIL AT SE JER!

info@darklights.dk

Forfattere: Tove og Steen Kofoed

Forlag: documentas

ISBN: 978-87-7063-059-7

Omslagslayout: Simon Lilholt/Imperiet

Udgivelsesår: August 2009

Sider: 172

***

Er der virkelig en åndelig verden og hvis – hænger den så virkelig deroppe over gadelygterne? Er den sådan en verden, der er ligeså selvfølgelig som The Klint lampen i vores dagligstue – som vi tænder og slukker ved et tryk på en knap? Hvis den ikke er der, hvorfor skriver vi så om den. Hvorfor bliver mennesket så ved med at få oplevelser omkring det “unævnelige”? Det er jo lidt flovt, hvis man mener, at der er mere mellem himmel og jord – at der er spøgelser og andet causeri fra hinsidan – og denne anmelder, som har valgt at omtale Tove og Steen Kofoeds nye bog: Mellem døden og livet – Rejser i den åndelige verden, – har da også måtte nive sig selv i armen under læsningen op til rigtigt mange gange, for at fatte, at jeg stadig lever i den fysiske verden selvom jeg for en stund – læsningens stund – mente at jeg både kunne mærke min afdøde mormors kindklap og den irriterende afdøde alkoholiker-underbo fra Tycho Brahes Allé i min krop, når jeg sad ved et bord med en masse grønne flasker og sagde ‘Nej, ikke mere til mig’, og at han alligevel blev ved med at lokke mig til at række ud efter likøren. Til skeptikeren: Denne bog er ikke en folkeforfører, men den gik altså alligevel i hjertet på denne læser, som er mig – og fik det røde dikkeværk til hoppe og danse i lyst: Og jeg må tilføje, at indenfor kategorien: Åndelige bøger/Livsstilsbøger/New Age - så er det én af de smukkeste bøger jeg længe har læst. Der er næsten lidt blød Science Fiction over den. Og så fik jeg det på plads. (mere…)

Der var engang .. Sådan starter alle gode historier og den her er lige så god som da den opstod i den katalonske del af Spanien for længe siden – sådan ca. år 1616.
Ungersvende og svendinder gik rundt og forærede hinanden roser og bøger og det gør de også den dag i dag. Hvorfor? Fordi det er den 23.4 det er Verdens bogdag 2009.

Datoen den 23.4 er indstiftet af UNESCO i 1995 som værende  bogens og ophavsrettens dag. Men hvorfor valgte UNESCO mon den 23.4 som Verdens Bogdag? På mange måder var den 23.4 en ret markant dato for verdenslitteraturen fordi Miguel de Cervantes - ham med ‘Don Quijote’ og William Shakespeare - ham med ‘Hamlet’, begge gik hen og døde den 23.4 1616. Det er nærliggende at tro, at Verdens Bogdag blev placeret på de to forfatteres dødsdag, for at give dem den sidste ære.

Ikke desto mindre holder det meste af Europa fast i denne tradition. Foruden oplæsninger i Spanien, vil ordene gyde i lande som England, Tyskland, Norge, Sverige og Finland.

I Danmark fejres Verdens Bogdag på biblioteker, Caffeer, i gader og stræder. De fleste boghandlere vil sikkert også markere dagen.

Og hvor går du selv hen på sådan en dag? Slår du fx et smut omkring Fiolstræde torsdag den 23.4 kl. 1800 og bringer ”smuttet” dig til Vangsgaards Antikvariat, så vil du opleve at  butikken fejrer Verdens Bogdag sammen med syv kvinder der alle læser op af egne tekster og digte. Der er ingen kulturminister som kommer og åbner Verdens Bogdag hos Vangsgaards Antikvariat. Men det vil næsten føles som om du bor i den katalonske del af Spanien.
Foruden en herlig sol på himlen, digte og tekster, kan der drikkes liflig vin, duftes til røde roser. Bianca Fløe, Cindy Lynn Brown, Coral McDonnell, Eva Kjeldesen, Jasmin S og Lonni Krause har selvfølgelig en bog til dig.

GuestStar: Vivi Nielsen der debuterede i Hvedekorn 2007

Motto: Lad hver dag blive en bogdag!

Verdens Bogdag 2009

Vangsgaards Antikvariat & Forlag
Fiolstræde 34-36
1171 København K
Tlf.: 33 12 13 44

*

ISBN 13: 9788799078608
2. Udgave
1. Oplag
Trykt i: 2006
Indbinding: Hæftet - 62 Sider
Udgivelsesdato: 15/05-2006

Udkom første gang 1978, Borgen.

Omslagsfoto: Kirsten Klein

Forlag: Edition Holck/Books On Demand

* 

Denne fremragende digtsamling ’Vi må være som alt’, skrevet af Henrik S. Holck, har jeg haft stående på hylden, siden – jeg ved ikke hvornår. Jeg indrømmer at det ikke har været dovenskab, men mere en form for skrækkelig ydmyghed som har fået mig til at spare den for en anmeldelse. (mere…)

Den åbne dagbog
-   unges brug af nettet

*

Forfattere: Lonni Park Lynge
Rene Pedersen

Udgivet i: 2008

Sider: 48 - i farver

Layout og illustrationer: Pedersen & Pedersen

Anvendelse: Fra 13 år

ISBN: 9788792208897

Forlag:  Turbine Forlaget -

i samarbejde med Medierådet for Børn og Unge - SSP-samrådet.

*

Jeg kan da godt huske..

.. hvor længe jeg var om at falde for internettets mange muligheder. For blot  15 år siden forekom dette medie mig at være ufestligt og ret ligegyldigt. Jeg ville da hellere mødes med folk end at sidde og chatte i et eller andet forum, hvor jeg alligevel måtte finde mig i at folk loggede af, hvis evt. diskussioner blev for hede. Akkurat som med telefonen, hvor du kan være sikker på at enten du selv, eller den du snakker med, smider røret på if the going gets tough. (mere…)

- Man får en idé og følger den. Det er blindt. Man føler sig frem.

At skrive er en mærkelig måde at leve på. Ingen beder om det. Ingen behøver det egentlig. Jeg vil antage der er et behov for forfattere i verden, men det behøver ikke være mig. Man rammes konstant af en følelse af nederlag. Den eneste forklaring på at man alligevel skriver er følelsen af at man er nødt til det, at man ikke kan leve sit liv på nogen anden måde. Og hvad skyldes det? Formentlig en mangel i en, en følelse af at noget sårer en i så høj grad at man er nødt til at skrive. På en måde er alle kunstnere beskadigede mennesker.

Paul Auster

*

*

Produktdetaljer:

Titel: Rejsen til Robert

Sideantal:      233
Forfatter: Adda Lykkeboe
Forlag:     DarkLights
Indbinding:     Paperback
Udgave:     1
Originalsprog: Dansk
Red. & korrektur: Susanne Jespersen
Omslagsfoto: Gunnar Lykkeboe
Omslagslayout: IGM DESIGN GRAFISK
ISBN-10:     8799201917
ISBN-13:     9788799201914

*

Omslaget på bogen fænger ..

.. med sin røde redningskrans. Og jeg smiler ved valget af dette billede til omslag, for det passer jo fint og humoristisk ind i bogens plot, om den kringlede og svære Kærlighed mellem de to lækre tvillingesøstre og deres mænd.

Indholdsfortegnelse, prolog (vi kastes tilbage til 1943), og den effektive præsentation af bogens hovedpersoner, som udspiller sig i starten af bogen, virker overskuelig. Og gør, at resten af Robert .. suges ind under øjenlågene uden besvær.

Den store skrift får lidt læse-let over sig, who cares, hvis bare der står noget på bogens sider, som vækker læseren.

Appetizer snuppet fra bogens bagside:

”… Ham behøver du ikke, vel Dorothea, hvisker Ursula til sin tvillingesøster, men Dorothea tager, hvad hun vil have. De dejlige Teuber tvillinger ligner hinanden til forveksling. Det er Dorothea, der dominerer, og Ursula er godt tilfreds med at sejle i hendes kølvand, indtil hun forelsker sig i Robert Svane.
Enæggede tvillinger er naturens misforståelse, tænker hun, da hun bryder med sin søster.
Robert bliver ufrivillig kastebold mellem dem, og hans ven, Abel, må intervenere.
Handlingen udspiller sig i Århus, på Færørerne og i Wien.. ”

Bagsiden af bogen huser også – foruden apetizer-teksten – et billede af forfatteren selv. Spansk i stilen, med sort hat, og stor rød rose på den sorte kjole. - Hende Adda Lykkeboe er vist en værre romantiker! Og det er sommetider skønt, tænker skabsromantikeren (som er mig).

*

Bogen er én af de her bøger ..

.. man læser på en nat. Den er nem at konsumere fordi den har et sprog, der styrer sig ind i hverdagsmenneskets overstimulerede hjerne. Den har et godt sprog – et ærligt og klart sprog. Der er ingen ”mærkelige” rejser rundt i en labyrintisk manege. Ikke fordi jeg hader udfordringer i bøger, tværtimod. Men ofte handler det om timing: Jeg tror ikke at det er ligemeget hvornår man støder ind i en bog.

Pt orker jeg ikke disse lyriske bøger på 1000 sider, hvor jeg skal stoppe op efter hver sætning og lure på hvad dælen forfatteren egentlig mener med at ”Vincent spiste uld under himlen hver gang bævreaspen lød som vanilledrys på pergament”.

Rejsen til Robert falder i min smag i januar 09, hvor min hjerne i forvejen kører på højtryk med alt muligt og umuligt. Den falder på et belastet tidspunkt. I dag ville jeg aldrig ha klaret at anmelde bøger som fx ”Drømmefakultetet” af pragtfulde Sara Stridsberg  – i øvrigt verdens bedste bog, hvis nogen skulle være i tvivl!

Men netop timing er vigtig med al slags litteratur. Det kan de fleste forlag nok godt nikke ‘ja’ til - thi de sidder jo dér og skal udgive “skidtet”. Hvis en bog rammer markedet på netop dét særlige tidspunkt, der gør at den bliver set, købt og læst (og anmeldt) - så er succesen hjemme.

- ÅH, der er så meget af den slags litteratur ..

.. sagde en veninde forleden, da jeg fik bogen tilbage på boghylden igen – hun havde haft den liggende et par måneder men havde ikke haft tid til at læse den, men blot skimmet den, som hun sagde. Og det er nok det værste man kan gøre med Adda Lykkeboes Rejsen til Robert. Her må man altså tillade sig, at stoppe op et øjeblik og glemme ”alle de tunge drenge og piger” indenfor litteraturen. Man bliver nødt til at sætte sig stille og roligt ned – og rejse med.

Og nej, jeg synes egentlig ikke ”at der er så meget af den slags litteratur”. I dag skal alle jo overgå alle med at skrive romaner i genrer, der aldrig før er blevet skrevet. Det skaber sommetider anspændte romaner. Rejsen til Robert ejer ikke nogen form for anspændthed. Så husk at timingen er vigtig, når du vælger at læse bogen.

PS:

Adda Lykkeboe har udgivet 4 romaner - Balladen om Antonie - 2001, Kærlighedens passagerer - 2006,  Kontrakten (debutromanen - 1999), er i øvrigt blevet gen-udgivet under Forlaget DarkLights og anmeldt tidligere på metrOrd: Læs her: En ikke helt bindende Kontrakt

Adda Lykkeboes hjemmeside:

I de dage hvor jeg læste “Skrig & fred -

- om selvmordsforsøg blandt unge”, “fik jeg øje” på et par hændelser, der i “sjov” grad lagde sig som vammel lagkage-lort på toppen af bogens interviews med teenagers, der skar i sig selv (fænomenet ‘cutting’), åd panodiler så de fik indre blødninger og deres organer var ved at give op. Teenagers, der nægtede at indtage mad fordi de ville veje 0 kilo - “når man er død kan man ikke blive fed..” (sentens fra bogen)..osv .

Om det - for mig - var ren og skær selektiv perception der gjorde sig gældende i de dage hvor jeg nærlæste “Skrig & Fred”, om det var tilfældigheder, eller uhyggelige sammenfald  - det er fuldstændigt ligegyldigt. Det var i hvert fald noget, der gjorde mig vred - og inderst inde - afsindig ked af det:

I min ydre kreds: En teenager - Abraham Biggs begår selvmord for åben skærm på internettet - måske havde han ikke regnet med, at han ville dø af de piller han slugte, men han døde sgu og han døde sgu mens andre kunne sidde og se at han døde og de kontaktede først politi da Showet var ovre. Forældrene til den afdøde teenager begynder at kritisere hjemmesiden på nettet, som drengen brugte i sin allersidste dokumentar-film om dét at dø for egen hånd .

I min nære kreds: En en mor er langt ude fordi hendes datter er mobbe-offer på en skole. Hun stopper et par elever og nærmest trænger dem op i en krog og fortæller disse piger om ubehagelige hændelser dengang moren selv var barn, fortæller dem endvidere, at når man er så ked af det som hendes datter er lige nu, kan det ende med at datteren begår selvmord. Og moren holder dem endnu mere fast og fortæller og fortæller, selv om pigerne viser alle mulige tegn på, at de egentlig meget hellere vil væk fra hende og hjem fra skole.

Abraham Biggs

At forældrene kritiserer en hjemmeside som har dannet rammen om sønnens selvmord, kan jeg jo egentlig godt forstå. Men hvor har de selv været henne? Selvfølgelig skræmmer det mig også at folk lod det ske - disse “Watchers” på nettet, der så på, mens drengen udførte sin gerning. Hvis det skete for et barn i Danmark siger lovgivningen at vi har pligt til at hjælpe. Godt nok er det ikke strafbart, at tage sit eget liv, men det er strafbart at undlade at hjælpe en person i nød.

Moren i skolegården.

Og hvad ville moren med sin svada - hun opnår kun at vække panik i pigerne. Principielt er der jo intet galt i at snakke med teenagers om (andre) unge mennesker, der kan finde på at begå selvmord - og hvorfor de kan finde på det - og hvordan man evt. kunne hjælpe disse ulykkelige mennesker - men det skal ske i et forum, der er ment som et oplysende forum, et sted hvor der kan stilles spørgsmål til fattede og voksne mennesker. Hér forstod pigerne intet og blev rædselsslagne over denne halv-ukendte kvindes attack, denne OVERSKRIDELSE af deres grænser, som hun var i færd med at praktisere i al sin panik og frustration.

Selvfølgelig stikker det dybt i én, når unge mennesker forsøger/begår selvmord. Men lader vi os trække rundt af panik kan det få den konsekvens, at vi foretager panikagtige beslutninger (som moren her) og måske ville den frustrerede mor have haft det bedre hvis hun søgte professionel hjælp så hun kunne hælde alt sit indre sorte ud over en voksen i stedet for at gribe fat i to elever, der allerhelst ville være fri for at høre på hende men som desværre ikke kunne trænge igennem hendes desperate enetale.

Forældre af i dag..

Er vi ved at miste grebet om os selv som forældre, fordi vi har så travlt på arbejdsmarkedet - så vi pådutter skoler, andre mennesker, internet sider osv. skylden for vore børns elendighed. Går vi fraværende rundt i familien - og vågner vi så pludselig op til rædsler og skræk-scenarier, når vore unger gør noget ekstremt?

Hvad med om vi griber i egen forbannede barm og ser om VI evt. kunne være lidt mere nærværende men samtidig lidt mindre kontrollerende når det kom til familiens ve og vel. Hvad med om vi TURDE tage de konflikter op med ungerne når de opstår i teenageårene på en mere “coach-agtig” måde, end at tro “Vi bare skal lade de unge passe sig selv”? Hvad med at give de unge VÆRKTØJ til at løse problemer i stedet for at slå vore omgivelser oven i knolden? Hvad med om vi tog ansvar for helvede? Tag ansvar ansvar ansvar!

Spar på panikken

Panikken er i øvrigt et våben i sig selv. Falder vi først for den, mister vi dét overblik der i sidste ende er HAMRENDE nødvendigt for dem vi skal hjælpe.

*

BOGEN:

(mere…)

“Jeg tror ikke på den kunst, som ikke er tvungen frem ved menneskets trang til at åbne sit hjerte. Al kunst - litteratur som musik - må være frembragt med ens hjerteblod. Kunsten er ens hjerteblod.

Edvard Munch

Forfatter: Jasmin S

Titel: streger i sandet

Forlag: BOD

Udgivelsesår: 2008

ISBN: 978-87-992443-0-0

Forside Foto: Jesper Bendix Pedersen

Grafiske Fotos: Jasmin S

Jeg starter anmelderiet af forfatteren Jasmin S‘ digtsamling ‘streger i sandet’, med et Edward Munch citat. Og det har jeg gjort fordi jeg endnu  (tre dage efter første gennemlæsning af bogen), sidder temmelig opblødt tilbage, med et par spørgsmål i min regnhætte: (mere…)

**

Email udgave i sin sprit-fulde længde:

Det ser ud til at en lille bid af anmelder-teamet MetrOrd, får albuerum ved Dansk Forfatterforenings stand 35 på Bogmessen i Forum i år.

Teamet der til daglig huser en broget skare på ti læse og-skriveglade mennesker, holder ofte til på MetrOrdbloggen. Siden foråret 2007 har de specialiseret sig i at anmelde selvudgiverlitteratur i en lind strøm, fordi der ofte ikke er meget spalteplads i Danmarks store aviser til den slags bøger.

Som noget nyt nedkommer MetrOrd med tidsskriftet METR og fødslen vil foregå på Dansk Forfatterforenings stand 35. Tidsskriftet vil indholde highlights (anmeldelser) fra året der gik på Urbanbloggen. Et interview med forfatter Michael Kamp, udformet af én af MetrOrds anmeldere - A. Silvestri, kan også nærlæses i METR.

I det omtalte tidsskrift METR bevæger Thurston Magnus (intens urbanblogger og filterløs) sig ud i en doktorafhandling om selvudgiverlitteratur og hvorfor der er så koldt på bunden. Denne geniale tekst skal netop være apetizer for folk der tropper op på BogForum LØRDAG d. 15/11 kl. 17.00 ved Dansk Forfatterforenings stand 35. Thurston Magnus vil være i intens 20 minutters samtale med forfatteren Morten Søndergaard om selvudgiven litteratur på selveste denne stand.

SØNDAG kl. 15.00 kan folk desuden troppe op på ovennævnte stand - og møde forfatteren Ole Petersen, der interviewes af Lonni Krause om dét, at være selvudgiver. Vi skal også høre Ole Petersen læse op fra thrilleren ‘Jerichos Roser’ - der udkom 2007 på selvudgiver-forlaget Herodaman. Anmeldelse af bogen kan også læses på MetrOrdbloggen.

Kom til BogMesse lørdag og søndag ved stand 35 og oplev når undergrund kommer til ære.

I ugen op til Bogmessen i Forum læser København mere end nogensinde. Det kommer til at svirre med ord og atter ord fra den 7/11 - 13/11 på cafeer, hos boghandlere, biblioteker, Literaturhaus, Rundetårn, Cinemateket, Field’s og en hulens masse steder! KØBENHAVN LÆSER ønsker bogen i centrum og det er der tegn på at den bliver. Læs mere hér:

København læser 2008 — København læser

Bogmessen i Forum vil henrykke fra d. 14/11 - 16/11

(og mer’ om den begivenhed på et andet tidspunkt).

Søren Kierkegaard kan sagtens når han siger at ”Det gælder om at leve i Evigheden og dog høre stueuret slå”– for hvor mange oplever egentlig dette i vores ergonomisk forskruede tid mens vi kører mod endestationen i svær fart?  Jeg har dog opdaget noget fantastisk -  tiden bøjer sig andægtigt og giver mig mere plads til tæer og tanker når jeg læser Niels Kjærs nye bog ’FNUG’. Han får listet evigheden ind i haiku og tanka. Samtidig bevares det kølige overblik og det fedtede Nu - og sidstnævnte er i sagens natur ret umulig at holde fast i for de fleste.

Det er jo sådan med haiku digte, at Nutiden spiller sin største glansrolle hér. Man skal kunne smage den i et haikudigt. Og dét kan Niels Kjær sagtens administrere i sine digte der strækker sig forlæns og baglæns - om man vil det eller ej - og vil man som Kierkegaard blive mere klog på livet behøver man ikke at leve det forlæns og forstå det baglæns for at få noget ud af ‘FNUG’. Niels Kjærs lille bog er i kraft af sin fleksibilitet ret meget til stede sit hér og nu.

*

*

Titel:  Niels Kjær

Forfatter: FNUG

Forlag: Eget Forlag

Udgivelsesdato: Den 25. marts 2008

Cover: Niels Kjær

ISBN:  978-87-989716-6-5

*

Bogen der er et hefte med en for og bagside holdes på plads af en spiral i ryggen. Forsiden prydes af Den Japanske Have fra Ryoanji i Kyoto, Japan og bagsiden lyser op med forfatterens smil plus et haikudigt:

*

Kort før vejsende

samles alle trådene

i Ryoanji

*

(mere…)

Sagnet om Jerichos Rose:

” Jomfru Maria, Jesusbarnet og Josef var på vej fra Nazarath gennem det varme sand i ørkenen til Ægypten, de flygtede for at undgå at blive slået ihjel. Nogle gange mødte de vilde dyr, men når løver og ulve fik øje på Jesusbarnet, blev de helt tamme, lagde sig ned eller luskede bort med halen mellem benene, fortalte mormor, mens Laj holdt vejret. Mad havde de ikke meget af, men dadelpalmerne, som de passerede, bøjede sig ned, når de kom forbi, så de tre kunne plukke deres frugter og spise sig mætte. Kun vand manglede de, det var ikke at finde nogen steder. En dag, udmattede af tørst, kom de til en gold klippe nær Jericho, som var dækket af sandgrå små knoldede planter – intet vand var at se eller høre. Josef bar det udmattede Jesusbarn i armene, hans trætte hoved hvilede på Josefs skulder. Maria sad opgivende på klippen mellem de tørre knolde, hendes ansigt var gemt i hænderne, hun græd. Hendes håbløse kærlighedstårer fandt vej mellem hendes fingre og ned på klippens tørre liv. Hvor Marias tårer ramte en lille knold, bredte en frodig grøn farve sig, som en slet skjult steppebrand sneg håbets farve sig fra plante til plante og gemte hastigt klippen under et grønt tæppe.”

Taget direkte fra bogen ‘Jerichos Roser’. (mere…)

Har du nogensinde tænkt over..

..at man kan få ondt mellem ballerne af at gå? Det har jeg ikke. Men Ole Petersen, er beviset på, at sådan en tilstand findes. Har man tilbagelagt unævnelige mange kilometer til fods - fx ved at gå ad helvede til, sker der nemlig ofte dét, at friktionen mellem ballerne slider huden tynd - og til sidst er den faktisk væk! Ole Petersen fandt ud af, at det lindrede en smule, når han pressede buksebagen ind mellem ballerne. Og selv om det kun lindrede indtil bukserne var ”gået på plads igen”, var det et godt initiativ. Senere fik han mere held med at vikle et lille håndklæde sammen til en pølse, han derefter trak op mellem ballerne - kald det bare sumo!

Titel: GRÆD VAGABOND, når din sol går bag sky.

Forfatter: Ole Petersen

Omslag: Marlene Johansen og Ole Petersen

Sider: 206

Forlag: Underskoven

Udgivelsesår: 2007

ISBN: 9788792032775

Denne anmeldelse er en mindre smøre.. (mere…)