
1. udgave
Hæftet , 93 sider
ISBN: 9788770560160
Forlag1.dk 2007
Den frygtede og højt tårnende ego-vippe
Føles på min hud som groft dæmonsandpapir
Kun designet til chok og hjernepletblødning
Vippen, som jeg langsomt og modvilligt har besteget
Slipper nu grinende mine fødder, og jeg starter faldet
Hængende i luften, min mave er en angstknude
Og jeg venter bare nervøst på dundreknaldet
Når jeg skrigende og stiv rammer kviksølvvandet
Men svævende bliver jeg blot hængende
Og tiden er en gysende, frossen masse
I en evigheds udvidende torturventeposition
Hvor knuden i maven bare vokser sig større
Der er alt for langt ned, knugende kvalme
Men måske, måske har jeg en elastik om livet
Som håbefuldt kan hive mig op igen
Aflyse det altkvælende cerebrumfald
Og igen nære følelsen, at livet er min ven
Men dér hænger jeg, alting udvides og krympes
Øjnene i spejlet er ikke mine, kun en fremmeds
Og farverne, lydene, afstandene truer mig knurrende
Med en 3D uendelighedstomhed så fremmed og kold
Alting bliver for nært, for fjernt, for snurrende
Jeg er brændemærket til forfald, i dødstankens vold
Jeg hænger der stadig, og mit blyhjerte tynges hadsk
Af en usynlig hånd, som kommer dybt indefra
Og vil tage solen, glæden, kærligheden fra mig
Er Døden her nu, er det Hans hånd, jeg mærker?
Det er katten efter musen, en frygtladet mordleg
Jeg prøver at distrahere mig selv, men det forstærker
At jeg er blind – men ser, er døv – men hører, her – men ej til
Alt er fremmed, klaustrofobisk, alt er forstærket tusinde gange
”Tag dig sammen, tag det roligt”, men jeg kan ej, hvad jeg vil
Jeg vil ned fra vippen, ikke længere være angstens tåbefange
Dog ikke ramme kviksølvvandet, ikke miste al kontrol
Men min hjerne er spydig og forræderisk som en slange
Min agorafobiske tankehvirvels altslugende, sorte sugehul
Spytter sort sod og aske i mit forvredne gyseansigt
Med tusinde tanker om ødemarken, døden, ingen mål
At dø rystende i et hjørne, som var det en skæbnepligt
Jeg hænger der stadig – mit svidende dunkebryst gør ondt
Kærlighed gør ondt, alt gør knugende og håbløst hjerteondt
Fanget i min tidsboble mellem vippen, jorden og giftigt vand
Hænger jeg stadig – verden er stor – jeg er lille – hvor er mor?
Jeg er strandet i et mørkekammers fygende ingenmandsland
Jeg er her, men er her ikke, ved ikke andet, end at frygten er stor
ordene er ditte kunkel klitmøllers. panikanfaldet i gang. digtet er ‘Vippen’.
(mere…)